Det skal være skidt, før det bliver godt

Nogle gange går det hurtigt, nogle gange går det langsomt - op og ned. Der ligger ligesom en naturlov i, at intet kan blive ved med at stige, og intet kan blive ved med at falde. Når noget er nået en hvis højde, ja så må det nødvendigvis begynde at falde. Sværere er det måske at forstå, at når noget er faldet tilstrækkeligt, må det nødvendigvis begynde at stige ... Men ellers går det jo i bogstaveligste forstand til grunde.

Lad os tage et konkret eksempel: Håndværket at lave gode vinduer. Vi kan forestille os et ungt par med små børn, som har realiseret deres drøm om at få deres eget hus med carport og have, hvor de sammen kan udvikle deres familiekultur. Huset er bygget i 1920'erne. Det var dengang, man lavede vinduer af godt lagret kernetræ. Den lykkelige familiefar går straks i gang med at slibe på de afskallede vinduesrammer men erfarer hurtigt, at der ikke skal slibes længe, før det lækreste, velduftende og harpiksholdige kernetræ viser sig under sandpapiret. Men ak, den unge mand lader sig mod al fornuft efter venners råd overtale til at skifte vinduerne ud, da de jo snart er et hundrede år gamle, og enhver kan jo nok forstå, at noget, som er så gammelt, nødvendigvis må skiftes ud. Det, som den lykkelige familiefar ikke tog højde for, var, at kurven for god vindueskvalitet toppede netop i 1920'erne, hvor hans nyerhvervede hus blev bygget. Man kan næppe i dag få lavet vinduer i samme kvalitet, og ingen ved, hvornår udviklingen vender, og kurven begynder at gå opad igen.

Sygeplejerskerne passer skadestuerne

Lad os tage et andet eksempel. Planen om skadestuepasning i den nye hospitalsplan for Region Hovedstaden: Her er det fra politisk side vedtaget, at sygeplejersker skal have ansvaret for ledelsen af de såkaldte nærskadestuer på Helsingør, Frederikssund, Gentofte, Glostrup, Frederiksberg og Amager. Men kan sygeplejersker tage ansvar for at stille diagnoser på patienter, som er kommet til skade? Nej, det kan de ikke, da de overhovedet ikke er uddannet hertil. Men hvorfor synes politikerne så, at det er en god løsning? Det gør de, fordi alting går op og ned. Nu har læger passet skadestuerne længe nok. Nu skal vi have lavet om på det, som ellers er sund fornuft, fordi alle jo ved, at ventetiden er ulidelig lang, når man venter tre timer på at få taget et røntgenbillede af en forstuvet fod, og fordi det i sig selv blandt politikere er blevet en dyd i Danmark at spare på hospitalsvæsenet, og det har det været igennem mange år. Tænk sig, at man ikke har bygget nyt i hospitalsvæsenet i Storkøbenhavn i de sidste 30 år, hvor Herlev er det senest byggede hospital i slutningen af 1970'erne, og det selvom vi har milliardoverskud på statsbudgettet. Nej, nu laver vi om på det hele, og vi lader sygeplejerskerne passe skadestuerne, for så har vi da lavet en forandring. Vi sætter simpelthen VVS-folk til at passe glarmesterbutikken, så skal alt nok blive vendt til det bedre.

Lad os gå videre med et tredje eksempel: Den elektroniske patientjournal. Hvorfor er det så svært? Nu har vi haft lægejournaler, siden Frederiks Hospital åbnede i Bredgade i 1756 med stadige forbedringer til følge. Lægerne har i dag en journal med en kronologisk sygehistorie, hvor der gøres daglige notater om udviklingen i patientens tilstand. Det er sund fornuft at nedskrive det kronologiske sygdomsforløb, dels for at kunne huske de mange oplysninger, og dels for at kunne overlevere dem til det personale, som har ansvaret for patienten i det efterfølgende døgn. Men nu kan det være nok! Nu er tiden inde til at gøre op med lægernes arbejdsredskab. Nu skal vi have en såkaldt elektronisk patientjournal, hvor også sygeplejediagnoser kan fremgå. Sygeplejerskerne har nemlig opfundet begrebet sygeplejediagnoser og dermed også begrebet lægediagnoser men har samtidig slet ikke forstået, at diagnoser hverken tilhører lægen eller sygeplejersken, men er patientens ene og alene. Og tænk sig - den limpind er politikerne hoppet på. Man kan have dem mistænkt for, at der er flere stemmer i sygeplejersker end i læger!

Med de eksempler har man bevæget os ud på et plan uden sund fornuft for bare at kunne sige, at vi har da gjort en forandring, uden tanke for, om det er til det ringere eller til det bedre.

Farlige modeluner

Læger er nu engang uddannet til at stille diagnoser, som bruges som arbejdshypoteser til at kunne gøre det bedst mulige for patienten. Det er ikke til nytte for patienterne eller for samfundet, om man vil, at handle ud fra en eller anden trend om, at nu skal sygeplejerskerne tage over, fordi lægerne har passet skadestuerne længe nok, eller fordi de har en læge i maven, og at det lige nu er en trend, at en sygeplejerske kan sy en flænge eller stille pseudodiagnoser, som vildleder mere end de vejleder i arbejdet med at gøre den syge patient raskere. Lad os ikke vejlede af modeluner. Det er simpelthen for farligt og for uprofessionelt.

De såkaldte elektroniske patientjournaler har intet med journaler at gøre. Det er ene og alene databaser, som kan have deres egen berettigelse som et led i registrering af data til anvendelse i styring og forskning i sygdom og sundhed, men lad venligst være med, eller hold da for pokker op med, at kalde dem for patientjournaler. Det er simpelthen falsk varebetegnelse. Det har intet at gøre med en journal. Tekst i form af prosa for hver enkelt dag lader sig ikke kvantitere til indtastning i en database. De computernørder, som mener, at det kan lade sig gøre, må ansøge om at komme i betragtning i optagelse på et kursus i basal forskningsmetodik. Lad ikke computernørder, hvad enten de er læger eller ej, få lov til at ødelægge lægernes arbejdsredskab ved at erstatte lægejournalen med en database.

Sådan går tingene op og ned, sådan er det jo. Thomas Helmigs tekst kan give ro i sindet for en tid, for sådan er det jo. Men der må eller burde være en forpligtigelse fra politikernes side til at handle med et vist mål af sund fornuft, så kæden ikke springer af.

Hånden på hjertet kære politiker, hvis det ellers er muligt at få dig i tale. Hvis du selv blev indlagt på hospital, fordi du simpelthen havde så hamrende ondt i maven på grund af tarmslyng, at du ønskede hellere at være død end levende, samtidig med at du lige havde købt hus, hvor du overvejede at skifte alle vinduerne ud. Ville du så ikke gerne have skrevet en god lægejournal frem for at få oprettet en database med en masse tidsrøvende og irrelevante oplysninger om din tilstand samt blive opereret af en veluddannet kirurg frem for at blive vurderet af en sygeplejerske på skadestueniveau, som mente, at dine mavesmerter nok skyldtes stress på grund af det med vinduerne?

Vi må og skal holde fast i sund fornuft - eller skal det blive endnu værre, før det vender til det bedre?