Det skjulte curriculum

En amerikansk læge, Rachel Naomi Remen, husker fra sin tid som ung hospitalslæge, at et treårigt barn var blevet indbragt til skadestuen efter en trafikulykke. Hun fulgte med en ældre læge, da han oplyste forældrene om barnets død. Da forældrene brød sammen, begyndte Remen selv at græde. Bagefter blev hun bebrejdet sin uprofessionelle opførsel. Læger skulle kunne beherske naturlige instinkter og indtage en nøgtern og faglig holdning. Dette kalder Remen uddannelsens ”skjulte curriculum”.

Hun havde i første omgang taget læren til sig, og nogle år senere var hun selv den ældre læge, der skulle overbringe et forældrepar det budskab, at deres baby var død efter at være druknet i et badekar. Hun stod tavs og holdt behørig afstand, som hun havde lært. Faderen sagde med tårer ned over ansigtet: ”Undskyld doktor, jeg skal nok tage mig sammen.” Hvordan var hun blevet én, over for hvem nogen skulle undskylde en så naturlig reaktion? Det inspirerede hende til at igangsætte kurser for amerikanske læger i lægekunst. Og i lægekunsten indgår, at man indser, at man er medmenneske og ikke kun læge – for det er på en måde ingen kunst; det er bare kunnen.

Udbrændthed hos læger kan skyldes det skjulte curriculum, som lægger vægt på faglig kunnen frem for – eller på bekostning af – medmenneskelig væren. Et arbejde med en produktion behøver ikke være meningsløst. Men man kan ikke tingsliggøre mennesker uden tab af mening, så hvis læge-patient-forholdet bliver et subjekt-objekt-forhold med produktivitet og registreringer, bliver lægen blot en tekniker, som følger (og ikke tør fravige) retningslinjer. Det betyder også, at faget bliver defensivt, hvor lægen handler for at forsvare sig – ikke for patientens skyld, men for en sikkerheds skyld. I defensiv medicin indgår frygt for klagen, frygt for at overse en sygelig tilstand, frygt for ikke at have facts at henvise til, frygt for egen inkompetence og frygt for ikke at have handlemuligheder.

Remens kurser har udfyldt et behov og et savn. Jeg har mødt lignende tanker hos danske lægekolleger og hos sygeplejersker og jordemødre. De har et ønske og en længsel efter at leve op til den oprindelige tilskyndelse, der var til at gå ind i studiet: At yde hjælp og omsorg til et medmenneske. Det opleves netop som en længsel, når professionaliseringen bliver fremmedgørende for det oprindelige.

Lægegerningen er forankret i naturvidenskab og omfatter faglig kunnen, men det bliver først lægekunst, når der tillige indgår uafvejlige størrelser som væren, lydhørhed og indlevelse. Det skjulte curriculum er destruktivt for lægens virke, for det er destruktivt for læge-patient-forholdet.