Det tog kun 26 år!

Lad mig sige det med det samme: dette er en personlig beretning, som givetvis kun har de færrestes umiddelbare inter-esse. Kald det blot et indspark fra en outsider; mainstream er det i al fald ikke, at jeg har været 26 år om at blive specialist i det, som jeg altid har brændt for: ortopædkirurgi. Men i en tid, hvor landet råber efter specialister og i særdeleshed mangler kirurger, har det måske alligevel interesse at se en historie om, hvordan det kan tage så lang tid.

Min første værktøjskasse

Enhver karriere har en historie; min startede da jeg var fem år og fik min første værktøjskasse. Min far, der var en eminent brygger, kunne ikke finde hovedet på en hammer, men han mente alligevel, at hans søn selv skulle prøve. Det gjorde jeg så og øvede mig straks på de stolper, som bar vores bungalow derude i de vestindiske troper, hvor jeg tilbragte de første 11 år af mit liv. Jeg syntes, at det var særligt spændende at save sådan en stolpe over på skrå, men heldigvis for barndomshjemmet blev jeg stoppet på halvvejen og værktøjskassen gemt bort for en stund.

I bryggeriets tappehal kunne jeg bruge timer på blot at stirre på de formidable maskiner, som renser og fylder og pasteuriserer og propper ølflaskerne. Allerbedst var det dog, når noget gik i stykker, og en maskine skulle skilles ad. Så var jeg som i trance.

Det var jeg formentlig også den dag, min mor var taget til byen, og jeg kastede mig over hendes nyindkøbte Singer-symaskine og skilte den totalt ad. Det var en grænseoverskridende oplevelse at se tandhjul og plejlstænger og hele molevitten stråle for mine øjne. Men jeg lærte også, at en 7-årig ikke kan samle sådan en tingest!

I desperation gav mine forældre mig i stedet en 1:1 model af menneskehovedet, et fantastisk samlesæt i gennemsigtigt plastik hjembragt fra New York. Der manglede intet, selv hypofysen og øjets linser var der. Det tog en uge at samle, og det var formentlig her, at den ild blev tændt, der senere skulle gøre mig til kirurg. Anatomiinteressen var i al fald vagt.

Vi iler frem til 1981, hvor jeg bliver kandidat. På det tidspunkt havde jeg selv, under lægestudiet, undervist i seks år i human anatomi på Medicinsk Anatomisk Institut med Finn Bojsen-Møller som kolossal inspirator.

Flair for kirurgien

Med denne bagage fik jeg så mit første ønskejob, yngste reservelæge på Ortopædkirurgisk Afdeling T3 på Gentofte. Jeg viste flair for kirurgien, og lynhurtigt var jeg i gang med alskens indgreb. Jeg undrede mig dog ofte over, at når klokken var hen ad 13, var de fleste af kollegerne som forduftet. På det 3. år på T3 faldt tiøren: De var alle gået over på biblioteket for at »skrive artikler«. Jeg fandt dog først ud af sammenhængen, da jeg fik afslag på en kursusstilling. Begrundelse: ingen videnskab. Jeg må indrømme, at jeg var både målløs og desillusioneret; her havde jeg en alenlang operationsliste, jeg havde udprægede tekniske evner og kendte menneskets anatomi bedre end de fleste, og så duede jeg ikke som aspirerende ortopædkirurg! Det synes jeg var absurd.

I virkeligheden var det en vis hr. dr.med. Bjørn på Herlev, der for altid fjernede min spirende lyst til videnskab. Jeg havde et udkast til en lille undersøgelse om behandling af hundebid: antibiotika kontra ingen antibiotika. Dr. Bjørn blev anvist som min statistiske vejleder, men hans arrogance og intimiderende opførsel var aldeles overvældende, hvorfor jeg opgav det i hans øjne latterlige projekt.

Jeg besluttede ved den lejlighed, at livet var for kort til videnskab under de betingelser. Ortopædkirurg kunne jeg så ikke blive, men jeg kunne da blive rigtig læge i stedet! Det blev til et eventyrligt liv som distriktslæge i Grønland, hvor jeg i mere end otte år og i ti forskellige distrikter har haft den lykke at få lov til at behandle mennesker for snart sagt alt, hvad det er muligt at fejle. Jeg har tidligere i Ugeskriftet skrevet om det at være læge i Grønland; en mulighed, som alle klinisk mindede læger skulle unde sig. Jobbet er det mest fagligt udviklende, man kan forstille sig, og intet andet sted i kongeriget får man i så udstrakt grad lov til at være læge. Det ene øjeblik er man psykiater, det næste skruer man en brækket ankel sammen, man er fødselslæge, behandler glaukom, opererer ileus, takler hjertesvigt, TB, you name it.

Med snart skolesøgende børn slog familien sig i 1994 ned i Lemvig, hvor jeg i de næste otte år bestred en slutstilling som almenkirurgisk sygehuslæge. Et herligt job med dejlige kolleger. Vi fik noget fra hånden, produktivitet og kvalitet var i højsædet, kommandovejene var korte, og patienterne elskede os. Det var i virkeligheden en dansk lokalhistorisk udgave af det grønlandske lægearbejde.

Det var også en sorgløs tid, før produktivitetsdræberen epj og andre virkelighedsfjerne centralbureaukratiske påbud overtog scenen.

Endelig autoriseret ortopædkirurg

Men alt har en ende, særligt de små sygehuse. Jeg har altid haft en fin mavefornemmelse for livets store beslutninger, så for anden gang i mit liv søgte jeg i 2002 kursusstilling i ortopædkirurgi. Tænk engang, nu var jeg sørme kvalificeret. Kun 26 år efter embedseksamen er jeg nu, takket være en lille håndfuld elskelige kollegers gavmildhed og empati, blevet autoriseret ortopædkirurg. Med udmærkelse, tror jeg nok.

Uddannelsessystemet derimod skylder jeg intet. Det er fortsat ganske mærkværdigt, fyldt med detaljerede regelsæt, logbøger og intetsigende værdigrundlag. I specialiseringens navn ser man nu gerne en ph.d., og samtidig er det blevet visdom at lade fremtidens ortopædkirurger få to uger i et såkaldt fokuseret ophold på en organkirurgisk afdeling i den naive tro, at de så er i stand til at vurdere et akut abdomen. Det lover godt for kommende traumatologer! I stedet burde man opprioritere det kliniske undervisningsmiljø med stor vægt på planlagte superviserede operationer og ikke mindst de talenter, som vi hver især har.

Nu skulle man tro, at 26 år gjorde en bitter, men intet er mere forkert. Således er jeg blevet begavet med nogle lægefaglige og menneskelige oplevelser, som ikke gives mange læger. Ingen i dag opnår nogen erfaring i bredden, uanset om man aspirerer til kirurg eller mediciner eller noget tredje. Det mener jeg er en kolossal mangelvare i speciallægeuddannelsen. Patienterne lider, når de i dag skal henvises fra Herodes til Pilatus (... hvis de da bliver henvist), og lægerne brillerer ved kun at forstå en lille del af det hele menneske. Englændere kalder fænomenet trained incapacity.

Må jeg slutte denne gribende men næppe enestående fortælling med at sende en stor tak til bemeldte Dr. Bjørn fra Herlev, som er den direkte årsag til, at jeg blev ortopædki-rurg uden nogensinde at have skrevet om noget som helst. Til gengæld er min værktøjskasse med tiden blevet ganske stor, selvom jeg stadig mangler at kunne samle en Singer.