Diabetespatienter er velbehandlede i almen praksis

Jeg læste med interesse Søren Tang Knudsen et als artikel (UFL 3/3 2014) om vanskelighederne med at nå behandlingsmål for blodtryk og plasmalipider hos patienter med type 2-diabetes i almen praksis.

Således var gennemsnitligt systolisk BT 132,6 mmHg (behandlingsmål <130). Gennemsnitligt diastolisk blodtryk var 78,1 mmHg (mål <80). Gennemsnitligt LDL var 2,2 mmol/l (mål <2,5).

Forfatterne konkluderer, at resultatet er utilfredsstillende og foreslår bl.a. øget brug af diuretika.

Denne slags studier er farlige. At stirre sig blind på guidelines er uhensigtsmæssigt hos patienter, der i forvejen får mange præparater. Jeg vil påstå, at hvis man har sænket blodtryk fra 200/110 mmHg til 132/80, har man gjort det ganske godt og, at disse diabetespatienter er ganske velbehandlede.

Behandlingsmål sænkes konstant, delvist initieret af industri, patientorganisationer og eksperter lønnet af industrien. Noget tyder på, at man nu er gået for vidt. Et studium (1) blandt type 2-diabetespatienter viste således øget dødelighed ved BT <130/80. Laveste dødelighed sås ved BT 145/85. I 2012 ændrede American Diabetes Association behandlingsmål for systolisk BT hos diabetikere fra <130 til <140.

At advokere for øget brug af diuretikum virker på mig ufornuftigt. Dels er tiazider diabetogene og øger LDL (2), men de øger også p-urat.

P-urat regnes i dag som risikofaktor for hjerte-karsygdom (3), idet øget urinsyre forårsager oxidativt stress, endothelial dysfunktion, inflammation, aterosklerose og øget blodtryk. Hyperurikæmi vides også at kunne påvirke nyrefunktionen samt øge albuminudskillelse hos type 2-diabetikere (4). En mulig diabetogen effekt af hyperurikæmi mistænkes også (5).

Følger man artiklens konklusion, risikerer man således ikke blot, at patienterne oplever øgede bivirkninger og mulig følgende nedsat compliance, men også at påføre dem yderligere risikofaktorer og dermed evt. øget dødelighed.