Diagnosticeringspraksis ved ADHD bør lettes

Flere ressourcer til hospitalspsykiatrien var et hyppigt diskuteret tema på sundhedsområdet ved årets Folkemøde på Bornholm. Også i Ugeskrift for Læger har flere psykiatere nylig fremhævet især ressourceproblemer i f.eks. den løbende debat om behandling af ADHD. Bl.a. at flere læger og sygeplejersker forlader børne- og ungdomspsykiatrien [1].

Men netop i forbindelse med behandling af ADHD, som er et voksende og ressourcekrævende område også langt uden for det psykiatriske felt, kunne ændring af diagnosticeringsprocedurer lette presset, især i børne-og ungdomspsykiatrien.

Ofte bliver ADHD og autisme i psykiatrien først diagnosticeret efter mange år, hvor disse mennesker har været i behandling især for angst og depression og også for personlighedsforstyrrelser, spiseforstyrrelser og andet. Kvinder har ofte været i behandling i længere tid end mænd for disse tilstande, inden de har fået stillet diagnosen ADHD eller autisme. At disse diagnoser ikke har været stillet tidligere skyldes flere forhold. Især at de først diagnosticerede tilstande har været af et omfang, der, evt. sammen med andre forhold f.eks. misbrug og kriminalitet, har skygget for ADHD og autisme. Når piger/kvinder ofte får stillet diagnoserne ADHD og autisme meget senere end drenge/mænd, skyldes det især, at psykiatriske diagnoser ofte er opbygget efter symptomer, især hos drenge/mænd. Denne diagnosticeringspraksis med muligt efterfølgende mangeårigt omfattende ressourceforbrug ved behandling af angst, depression m.m. har været kendt længe [2]. Et forslag til ændring af denne praksis kunne være, at Sundhedsstyrelsen udsendte forslag til en anderledes tilgang til diagnosticeringspraksis til de nævnte tilstande til alle psykiatere og praktiserende læger og fulgte op på et sådant tiltag. Det kunne fremover gavne livskvaliteten for mange og spare ressourcer i et ganske betydeligt omfang overalt i samfundet.

Det samme ville styrket forebyggelse.

At lette presset på psykiatrien mere generelt indebærer både strukturelle og mere grundlæggende udfordringer. Ud over mere forebyggelse kunne et udgangspunkt være at hente inspiration i norsk psykiatri.

For lidt over 20 år siden investerede den norske regering efter grundige overvejelser et milliardbeløb i at lave psykiatrien helt om, fra nyt navn, Psykisk helsevern, til brud på lægefagets behandlingsmonopol. I Psykisk helsevern betragtes behandlingsansvaret som et fælles ansvar, som kræver mange forskellige faggruppers specialiserede kompetencer, og derfor er flerfagligheden styrket på alle niveauer. Psykiatri er betegnelsen for et lægefagligt speciale, og det har derfor altid været læger, der i sidste ende er behandlingsansvarlige. Nu blev psykologernes rolle ændret, således at såvel en læge (psykiater) som en specialudannet psykolog (specialpsykolog) kan være leder i Psykisk helsevern. Samtidig peger betegnelsen på forebyggelse.

Omstillingen var en omfattende proces, og en gennemgang falder uden for rammerne her, men interesserede kan læse en detaljeret omtale [3, 4].

Endnu et udgangspunkt kunne være en åben diskussion af, hvad vi forstår ved mistrivsel, psykisk lidelse og psykisk sygdom.

Det er velkendt, at man ikke umiddelbart 1:1 bør overføre behandlingstiltag f.eks. fra et land til et andet, men de involverede parter kunne i hvert fald hente inspiration i den norske model og dermed bidrage til at afhjælpe krisen i dansk psykiatri. Nylig har psykiatrien i Region Syddanmark ansat en specialpsykolog som afdelingschef for børne- og ungdomspsykiatrien og forhandlet om en vagtordning for specialpsykologer. Aldrig før i dansk hospitalspsykiatri har en psykolog været øverste chef for en klinisk afdeling [5].