Diagnostikkens mørkeland

Patienten begynder sin rejse i sundhedsvæsnet som symptombærer uden diagnose. Senere bliver han diagnosebærer og behandles. Gennem mange år er behandlinger både i praksis og på sygehuse blevet ekstremt forbedret. Lad os glædes over det.

Men alt for mange kasuistikker om kaotiske diagnostiske forløb i tidsvinduet fra symptom til diagnose skriger på handling. Derfor bør der nu sættes fokus på fagligt indhold og organisering af primær diagnostik.

Der skal ses på snitfladen mellem praksis og sygehus. Hvornår skal sygehuset alene servicere praksis med de undersøgelser, de ønsker? Hvilke undersøgelser er relevante? Skal der være dobbelt gatekeeping med visitation til disse? Hvornår skal sygehuse overtage ansvaret f.eks. i diagnostiske centre, og hvad skal de kunne tilbyde? Hvordan skal de forskellige sygehusafdelinger samarbejde indbyrdes og med diagnostiske centre?

Mange undersøgelser viser enorme variationer i, hvordan sygehuse tilrettelægger de diagnostiske hovedveje, og der er også ofte stor uenighed om, hvilke typer undersøgelser der skal anvendes, og hvem der skal have adgang til dem. De praktiserende læger stilles over for helt uacceptable og uoverskuelige udfordringer, når der skal manøvreres i dette mørkeland. Svaret bliver så alt for ofte, at en sag enten ses an for længe, eller at man henviser ting, der kunne klares i praksis. Og sygehusets svar er strengere og strengere visitation – altså dobbelt gatekeeping og evt. afviste henvisninger. Men dobbelt gatekeeping er oftest spild af tid og ressourcer, og afviste henvisninger er en utilstedelig måde at tage patienten som gidsel i det utilstrækkelige samarbejde mellem sektorer og afdelinger.

Heldig er den patient, som har et præcist symptom, som kan færdigbehandles i almen praksis eller som legitimerer henvisning til en kræftpakke eller en organspecifik afdeling. Uheldig er patienten med symptomer, der kan pege i mange retninger, og især er patienten med de mange ukarakteristiske symptomer for tit helt tabt i kaos. Men realiteten er, at de sidste to grupper som oftest udgør flertallet og de svageste patienter.

Alt i alt er der behov for fokus på at optimere smidig, fagligt korrekt, hurtig og omkostningseffektiv diagnostik. Det kræver et intensivt fagligt samarbejde mellem praksis og sygehuse, og især vil det kræve et fagligt intenst multidisciplinært nationalt og lokalt samarbejde mellem de forskellige diagnostiske specialer.

Kort sagt er spørgsmålet, om Danske Regioner og de fem sygehusejere formår at tage ledelse i optimering af alle forskningsmæssige, kliniske og organisatoriske aspekter af rejsen fra symptom til diagnose? Eller kræver det statslige initiativer? Behovet er i hvert fald påtrængende.