Skip to main content

Digital signatur for praktiserende læger

Alment praktiserende læge Torben Andersen, Hjørring, E-mail: rtugger@dadlnet.dk

27. nov. 2006
2 min.

Jeg er praktiserende læge og har igen forsøgt at installere digital signatur i min klinik.

Det er 3. eller 4. gang inden for de sidste par år. Teknisk kan det vist godt lade sig gøre.

Men jeg skal skrive under på en aftale, hvoraf fremgår, at jeg grundigt skal sætte mig ind i fem dokumenter fra TDC, i alt 27 sider om regler og vilkår og teknik, vævet ind i en masse fagudtryk.

Disse fem dokumenter forstår jeg ikke. Og jeg vil ikke bruge flere dage på at forstå disse dokumenter. De er åbenbart skrevet af edb-fagfolk til edb-fagfolk og disses jurister.

Jeg har tidligere haft kontakt til TDC (det var meget svært at finde den relevante person), og svaret var tågesnak; det førte ikke til noget.

Fra den 1. januar 2007 skal jeg have digital signatur. Og det kan jeg ikke få, for disse fem dokumenter står i vejen.

Kan it-afdelingen løse den gordiske knude? F.eks. ved at tvinge TDC til at skrive kort og forståeligt om de ting, som er relevante for brugeren. Eller ved at lave en vedhæftet vejledning på dansk, så en almindelig dansk læge kan forstå det uden edb-faglig hjælp udefra?

Jeg har bemærket informationen på Sundhed.dk med spørgsmål og svar samt ordbog.

Men det løser ikke problemet. Det er selve dokumenterne, der står i vejen.

Jeg er næppe den eneste med dette problem?