Skip to main content

Digitalisering skal gavne patienterne og lægers arbejde

Illustration: Lars-Ole Nejstgaard
Illustration: Lars-Ole Nejstgaard

Christina Frøslev-Friis formand for Lægeforeningens Udvalg for Digitalisering og It

31. aug. 2020
3 min.

Det var et interessant indlæg, som Stephanie Lose og Ulla Astman, formand og næstformand for Danske Regioner, havde i Jyllands-Posten tidligere i august. Her beskrev de to topfolk fra regionerne, hvordan digitalisering skal hjælpe flere patienter hurtigere og bedre i sundhedsvæsenet. De tanker vil jeg gerne give nogle ord med på vejen her i Ugeskrift for Læger, så det bliver læst af os, lægerne, der skal stå med den konkrete digitalisering hver dag og nat.

Lose og Astmans digitale ambitioner er også beskrevet i den ”økonomiaftale” mellem Danske Regioner og Finansministeriet om andet og mere end sundhedsvæsenets økonomi, som blev indgået i maj. I aftalen nævnes det, at man skal ”accelerere udbredelsen” af teknologi, digitale løsninger og innovation. Det er et godt udgangspunkt. I Lægeforeningen vil vi meget gerne samarbejde med Danske Regioner om en velovervejet udvikling af det digitale sundhedsvæsen. Vi har en række forslag til, hvordan regionerne sammen med de centrale myndigheder og vi læger kommer videre med det arbejde til gavn for patienterne.

Vi er enige i, at digitalisering skal bruges i sundhedsvæsenet der, hvor det giver mening. Det momentum, vi har i takt med Corona-krisen, er et godt afsæt. Mange steder i sundhedsvæsenet er digitale løsninger implementeret hurtigt. Meget hurtigt. Vi ved desværre ganske lidt om, de digitale løsninger giver den samme faglige kvalitet som den gammeldags samtale ansigt til ansigt. Der mangler forskning på området, men det betyder naturligvis ikke, at vi skal sætte udviklingen i stå. Vi skal blot som minimum kræve, at digitalisering giver mindst den samme behandlingskvalitet, som hvis patienten kommer til læge. Det kræver en evaluering af de digitale løsninger. Og hvis et digitalt værktøj ikke lever op til forventningen, skal vi rulle den tilbage. At noget er digitalt, gør det ikke værd at holde fast i, hvis det ikke giver ekstra værdi for patienter og læger.

Som læger, der skal arbejde med de digitale værktøjer i dagligdagen, har vi ét ønske: Del de gode og afprøvede løsninger på tværs af afdelinger, sygehuse og regioner. På den måde undgår vi at skulle opfinde den dybe tallerken igen og igen.

I økonomiaftalen er dele af regionernes økonomi bundet op på en reduktion i aktivitet på sygehusene for kronikere. En reduktion, som efter vores vurdering kun kan ske, hvis flere patienter kommer igennem digitale forløb. Det er bekymrende, for her forudsætter man, at det digitale kører på skinner med den nødvendige faglighed, og det er altså langtfra givet. Den aftalte reduktion kan nemt risikere at betyde, at man alle steder i sundhedsvæsenet skal digitalisere patienters forløb. Også steder, hvor det ikke giver sundhedsfaglig mening. Den ”gevinstrealisering” på forhånd må jeg advare imod.

Man skal også huske, at nogle patienter har svært ved de digitale værktøjer. Der er også risiko for dårligere behandlingskvalitet, fordi behandlingskrævende tilstande måske ikke opdages via den digitale løsning. Digitale værktøjer kan være gode, men skal indføres med omtanke, så vi ikke taber patientgrupper på gulvet. Lad os have det i tankerne, mens vi sammen udvikler det digitale sundhedsvæsen til patienternes bedste.