Dine, mine og vore patienter

I det seneste nummer af Ugeskrift for Læger har overlæge Jørgen Riis Jepsen skrevet en klumme, hvor han gør rede for sin mening om fysioterapi. Jeg vil benyttet lejligheden til at svare på nogle af de spørgsmål, som blive rejst i indlægget.

En af hans pointer er, at læger via deres uddannelse kan ordinere farmaka på et rationelt grundlag. Den faglige baggrund kombineret med, at Lægemiddelstyrelsen og lægemiddelkataloget løbende formidler viden om indikation for og effekt af de enkelte medicinske præparater sikrer, at patienterne får en forsvarlig og betryggende behandling. Derimod er der kun begrænset forskning i effekter og bivirkninger af fysioterapi, skriver han, ligesom der er få evidensbaserede anbefalinger.

Jeg er helt enig med Riis Jepsen i, at der har været forsket for lidt i fysioterapi. Det afspejler, at sundhedsvæsenet traditionelt har haft en biokemisk tilgang til mennesket og behandlingen. Derfor bruges der hvert år milliarder af kroner på at udvikle og markedsføre nye medicinske præparater, mens der ofres beskedne summer på at udforske de biofysiske behandlingsformer. Heldigvis ser det ud til, at politikere og behandlere har fået øje på de menneskelige og økonomiske potentialer, der ligger på de biofysiske områder.

Til gengæld kan jeg ikke genkende Riis Jepsens beskrivelse af de velordnede forhold for lægens patienter. Det er ingen hemmelighed, at meget af den ordinerede medicin aldrig bliver afhentet eller brugt - eller bliver brugt forkert af patienten. Dertil kommer undersøgelser, som peger på, at kun omkring 30 procent af de medicinske behandlinger har evidensbaseret grundlag. Så for mig at se, står vi et langt stykke hen ad vejen med de samme typer problemer. Nemlig at der er en gruppe patienter, som opnår spontan bedring, uden at vi præcis ved hvorfor.

Det betyder ikke, at fysioterapeuter har frit spil og efter forgodtbefindende vælger behandlinger af tvivlsom eller virkningsløs karakter, som Riis Jepsen skriver. Eksempelvis dokumenterer en undersøgelse gennemført i samarbejde med Audit Projekt Odense, at fysioterapeuter i høj grad anvender MTV-rapportens anbefalinger vedrørende rygbehandling. En ny landsdækkende patientevaluering med deltagelse af mere end 19.000 patienter viser endvidere, at patienterne i høj grad føler sig hjulpet ved fysioterapi. 76% af de almene patienter vurderer, at deres lidelse er forsvundet eller lindret meget som følge af behandlingen, mens kun 5% ikke mærker nogen lindring.

I sit indlæg konstaterer Jørgen Riis Jepsen endelig, at læger ved for lidt om, hvad fysioterapeuter kan og effekten af deres behandling. Her er jeg helt enig. Og den manglende viden kan have en række uheldige konsekvenser.

I bedste fald henviser lægen de rigtige patienter, men for sent. I værste fald henvises de forkerte patienter. Eksempelvis kroniske smertepatienter, der for en stund bliver parkeret hos fysioterapeuten, efter at lægen har opgivet at gøre noget. Og så er der endelig de patienter, som fysioterapeuten kunne hjælpe, men hvor lægen aldrig henviser. Dansk Selskab for Fysisk Aktivitet og Sundhed udgav sammen med Sundheds-styrelsen i marts 2003 en håndbog om motion og træning som terapi. Træningsterapi er indiceret ved ikke mindre end 27 forskellige diagnosegrupper. Fysioterapeuter har både patofysiologisk og træningsfysiologisk viden, der skal til, ligesom 70% af fysioterapiklinikkerne har de nødvendige træningsfaciliteter. Men stort set ingen patienter er henvist til træningsterapi efter håndbogens anbefalinger. Det skyldes formentligt lægernes manglende viden om, hvad fysioterapeuter kan.

Den manglende viden kan der nemt gøres noget ved. Lægen kan forlange en epikrise fra fysioterapeuten med angivelse af problemet, behandlingens art og virkningen af behandlingen. Desværre er det de færreste læger, der beder om den slags tilbagemeldinger. En anden løsning er, at lægen i højere grad bruger fysioterapeuten i udredningsfasen af de mere komplekse muskuloskeletale diagnoser.

Endelig foreslår Riis Jepsen en slags håndbog, der fortæller, hvornår fysioterapi er indiceret og hvornår fysioterapi må forventes ingen virkning at have. Håndbogen eksisterer allerede inden for træningsterapi, mens en håndbog på andre fysioterapeutiske områder kunne være en passende opgave for Danske Fysioterapeuter i samarbejde med praktiserede lægers faglige organisation og Sundhedsstyrelsen.