Skip to main content
Debat

Dipyridamolinfusion ved kronisk obstruktiv lungelidelse

Overlæge Søren Steen Nielsen. E-mail: ssn@dadlnet.dk Overlæge Michael Rehling. Afdelingen for Klinisk Fysiologi og Nuklearmedicin, Skejby Sygehus. Overlæge Birger Hesse. Overlæge Jann Mortensen. Klinik for Klinisk Fysiologi og Nuklearmedicin, H:S Rigshospitalet

31. okt. 2005
3 min.

Nøjgaard et al har i Ugeskrift for Læger beskrevet anvendelse af dipyridamolinfusion (DIP) hos patienter med kronisk obstruktiv lungelidelse (KOL) [1]. Man har sammenlignet VC, FVC, FEV1 og PEF før, under og efter DIP hos 29 patienter med KOL med en kontrolgruppe bestående af 29 uden KOL. På basis heraf konkluderer forfatterne: »Patienter med KOL kan ifølge denne undersøgelse belastes farmakologisk med dipyridamol ved myokardiescintigrafi uden øget respiratorisk risiko«. Vi finder det imidlertid betænkeligt at drage denne konklusion for alle KOL-patienter på basis af artiklen.

Inddelingen i de to grupper baserer sig udelukkende på anamnestiske oplysninger, der ikke synes valide nok til at afgøre om patienterne har KOL eller ej. Som forfatterne selv bemærker, havde 13 af 29 i KOL-gruppen et FEV1/VC > 0,70 og dermed ikke KOL [2], og 3 af 29 i ikke-KOL-gruppen et FEV1/VC < 0,70 og dermed luftvejsobstruktion og sandsynligvis KOL. Det er vanskeligt at vurdere sværhedsgraden af KOL i den undersøgte gruppe. Det havde været nyttigt med en angivelse af FEV1 i % af forventet, ligesom oplysninger om evt. behandling med bronkolytika og steroid ville have været medvirkende til at karakterisere gruppen.

Vi finder ikke, at sammenligning af et absolut fald i FEV1 på 0,1 l under DIP i begge grupper er så oplysende, idet KOL- gruppen har lavere udgangsværdi end ikke-KOL-gruppen. Faldet i FEV1 har derfor større betydning i KOL-gruppen. Faldet udgør 7,6% af FEV1 i KOL-gruppen og 4,6% i ikke-KOL-gruppen.

Om dette er signifikant, kan vi ikke afgøre, men der er angivet et signifikant fald i FEV1/VC, hvilket netop indikerer, at KOL-gruppen reagerer kraftigere på dipyridamolinfusionen end ikke-KOL-gruppen. Man savner oplysning om sværhedsgraden af de individuelle fald.

Der er, som anført, flere publikationer vedrørende sikkerheden af DIP ved patienter med KOL. To af disse har beskæftiget sig med patienter med svær KOL. De to arbejder når imidlertid til vidt forskellig konklusion, idet det ene finder, at DIP fremkalder svær dyspnø hos 45% af de undersøgte. Hos enkelte patienter beskrives fald i FEV1 på 30-40% [3]. Det andet arbejde finder kun betydende dyspnø hos 4% af de undersøgte. I dette arbejde har man ikke udført spirometri under DIP [4]. Begge undersøgelser er små med henholdsvis 25 og 20 patienter. Der er således kun undersøgt få patienter med svær KOL, og resultaterne af undersøgelserne er modstridende. Indtil større undersøgelser foreligger, må det fortsat frarådes at anvende dipyridamolbelastning hos patienter med svær KOL [5].

Selv anvender vi følgende retningslinjer: Patienter med kendt astma eller svær KOL (FEV1 < 50% af forventet eller under 0,8 l) skal have udført farmakologisk belastning med dobutamin/atropin.

SVAR:

Referencer

  1. Nøjgaard C, Søndergaard SB, Madsen JL et al. Påvirker dipyridamolinfusion ventilationen hos patienter med kronisk obstruktiv lungesygdom? Ugeskr Læger 2005;167:1750-3.
  2. Lange P, Hansen JG, Iversen M et al. Diagnostik og behandling af kronisk obstruktiv lungesygdom. Ugeskr Læger 1998;160 (suppl 1).
  3. Thurnheer R, Laube I, Kaufmann PA et al. Practicability and safety of dipyridamole cardiac imaging in patients with severe chronic obstructive pulmonary disease. Eur J Nucl Med 1999;26:812-7.
  4. Roman MR, Angelides S, Freeman AP et al. The safety of dipyridamole in patients undergoing myocardial perfusion scintigraphy prior to lung volume reduction surgery. Eur J Nucl Med 2001;28:1405-8.
  5. Hesse B, Tägil K, Cuocolo A et al. EANM/ESC procedural guidelines for myocardial perfusion imaging in nuclear cardiology. Eur J Nucl Med 2005; Online issue.