Skip to main content

DNA og RNA - en håndbog Kielberg V, Nørby S, Rasmussen L, eds.

Jørgen Olsen

1. nov. 2005
2 min.

Der er her som udgangspunkt tale om et spændende forsøg på at lave en molekylærbiologisk teori- og kogebog på dansk. Lad det være slået fast med det samme, at det er et vel gennemarbejdet værk med bidrag af danske eksperter inden for den molekylærbiologiske emnekreds. Bogen holder endvidere en meget høj standard, hvad angår opsætning, grafik og typografi. Bogen udgøres af 18 kapitler, en forkortelsesliste, en protokolfortegnelse, et forord og et stikordsregister. De to første kapitler indeholder ingen protokoller, men er helliget en historisk gennemgang af vejen til vor nuværende viden om nukleinsyrer og et teorikapitel om nukleinsyrers struktur og funktion. Den historiske gennemgang påpeger mange sjove små ting, som sætter vores nuværende viden i et sundt relief. Min væsentligste reservation omkring bogen går på dens målgruppe og dens formål. Hvem skal læse denne bog, og hvad skal de få ud af det? Bogens forord anfører, at målgruppen er stor. Det er muligvis rigtigt, men ikke umiddelbart indlysende for undertegnede. Mange af bogens protokoller har rødder i det sæt af protokoller, som blev samlet og udgivet af Tom Maniatis og kollegaer til brug ved kurser ved Cold Spring Habor-laboratoriet for tyve år siden. Der er selvfølgelig suppleret med nyere protokoller inden for f.eks. mutationsdetektion, in situ-hybridisering samt fag-display-biblioteker. Problemet med bogens protokoller er, at mange af dem ikke længere anvendes i det moderne molekylærbiologiske laboratorium. I stedet gøres nu udstrakt brug af f.eks. færdige kits og real-time-detektion af ikke-radioaktive markørgrupper. Dette betyder især, at metoderne for nukleinsyreoprensning, opkoncentrering og bufferskift er ændret betydeligt ved anvendelse af ionbytter- og gelfiltrationsmaterialer. Dette er slet ikke nævnt i bogen. Set fra et arbejdsmiljøsynspunkt er det også kritisabelt, at netop disse nyere ionbytter- og gelfiltrationsbaserede metoder ikke er nævnt. De i bogen beskrevne protokoller for nukleinsyreoprensning gør nemlig udstrakt brug af de organiske opløsningsmidler phenol og kloroform, som stort set er elimineret i de kommercielle kits. For molekylærbiologer under uddannelse er der et stort behov for at opsøge litteratur omhandlende de »gammeldags« metoder, men her vil det være naturligt og ønskeligt at universitetsstuderende opsøger original litteratur, som typisk er på engelsk. Bogen har nok især sin berettigelse for laboranter og måske helt nye specialestuderende, der har brug for en hurtig indføring i teorierne bag de molekylærbiologiske teknikker. Slutteligt skal det også nævnes, at forfatterne har gjort et imponerende stykke arbejde i at formidle den slangprægede molekylærbiologiske terminologi på et lettilgængeligt dansk.

København: Gads Forlag, 2003. 360 sider. Pris: 499 kr. ISBN 87-12-03103-8