Skip to main content

Død og pine - hvorfor skal det være så besværligt at dø?

Pensioneret speciallæge, Bent H. Claësson
E-mail: bent.claesson@dadlnet.dk
Interessekonflikter: ingen

21. nov. 2014
2 min.

Fire dage før min gode ven døde, sagde han til mig: »Hvorfor skal det være så besværligt at dø?«.

Det kunne jeg jo af gode grunde ikke svare ham på. Og på det tidspunkt vidste jeg heller ikke, at han få dage efter skulle igennem et helvede af pinsler, før han kunne få fred. Personalet på den onkologiske afdeling vidste, at han var døende, og at han i tiltagende grad havde lungeødem. Han havde sagt farvel til kone og børn og bad kun om én ting: at blive skånet for flere smerter og lidelser – og især for den rædselsfulde oplevelse af at drukne i sit eget lungeødem. Derfor fik han større doser morfin via plaster og subkutane injektioner. Det var bare ikke nok.

Han blev kraftigt mentalt sløvet, men for de pårørende var det ikke desto mindre tydeligt, at han kort efter blev helt forvildet og angst og havde voldsomme lidelser, fordi han oplevede en meget langtrukken drukning. Først efter flere timer faldt han nogenlunde til ro, men der gik yderligere syv timer, før han endelig døde.

Hvorfor anlægger man ikke – som man gør på nyoperede patienter på f.eks. Rigshospitalet – et intravenøst kateter i halsvenen også på døende med svigtende kredsløb og nyresvigt, så man hurtigt kan afhjælpe den døendes lidelser? Intravenøs morfin givet her virker hurtigt og kraftigt og kunne både have dæmpet og forkortet den pinefulde drukneoplevelse.

I morgen er det mig eller dig, der ligger der, døende, men endnu ikke død, prisgivet den kollega, der tilfældigvis har vagten!

Hvorfor kan vi stadig opleve sådanne rædselsfulde dødsfald i Danmark, ovenikøbet på et hospital?

Jeg gætter på, at det er fordi, læger og sygeplejersker er urimeligt bange for at gøre noget, der kan ligne eutanasi. Den overforsigtighed på egne vegne går ud over de døende. Men det er ikke eutanasi at hjælpe et døende medmenneske gennem dødsprocessen, uden at de behøver at opleve døgn og timer med smerter og angst. Vi har hjælpemidlerne til det. Og lægerne burde have pligten. Det fremgår både af lægeløftet og sundhedslovens § 25, stk. 3, om uafvendeligt døende patienter. Af denne lov fremgår det, at disse patienter har ret til at modtage lindrende behandling, selvom den kan medføre, at dødstidspunktet fremskyndes! Hvor svært kan det være?

Pensioneret narkose- og smertelæge samt hospitalsklovn Bent Eikard har læst ovenstående og tilføjer: »Det er utroligt, hvad læger kan tåle af smerter – på patienternes vegne!«.