Skip to main content

Doktorgraden versus ph.d.-graden

Det historiske perspektiv viser, at der var et formål med at styrke ph.d.-graden. Svar på Simon Francis Thomsens indlæg om doktordisputats
Nils-Erik Fiehn Tidligere prodekan, dr. et lic.odont., Det Sundhedsvidenskabelig Fakultet, KU. Ansvarshavende og faglig-videnskabelig redaktør, Tandlægebladet
8. okt. 2019
03 min

Jeg har med stor interesse og nogen forundring læst ledende overlæge Simon Francis Thomsens indlæg i Ugeskrift for Læger nr. 18, 2019 om ”Bevarelsen af doktordisputatsen”. Det hævdes, at opprioriteringen af ph.d.-afhandling på bekostning af doktordisputats fører til tilbagegang for den selvstændige forskning. Men er det nu tilfældet?

Her må man se på historikken. Det var i 1993, at der gennemførtes en ph.d.-reform med henblik på at styrke området. Målet var at sikre Danmarks internationale placering inden for innovation, produktion og vækst. Altså et bredere formål end fortsat forskning med henblik på en senere doktordisputats, som med dette formål selvfølgelig ikke var udelukket. Inden for de sundhedsvidenskabelige professioner, der på det tidspunkt omfattede medicin, odontologi og humanbiologi på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet (KU), var hensigten også at opruste sundhedssektoren generelt ved, at der kunne ansættes en del ph.d.er i sygehusvæsenet og praksissektoren generelt, som kunne styrke klinikken og patientbehandlingen. Ph.d.er med en formaliseret forskeruddannelse kan læse og kritisk vurdere videnskabelige artikler, som fører til en styrkelse af de kliniske miljøers udvikling og et løft i det faglige niveau i sundhedssektorens forskellige dele.

Ønske om færre disputatser

På grundlag af ph.d.-bekendtgørelsen gennemførtes på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på KU – efter 7-8 revisioner af et notat – implementeringen af bekendtgørelsen, så også det brede formål med ph.d.-uddannelsen kunne blive til virkelighed. Ved et besøg på fakultetet af tidligere rektor Ove Nathan, KU, omkring samme tid, udtrykte han sin tilfredshed med dette og ønskede for fakultetet, at det kunne føre til en stærk reduktion af antallet af medicinske disputatser. Der var således fra højeste sted på universitetet et ønske om en betydelig reduktion af doktordisputatser, ikke for at svække den medicinske forskning, men for at styrke den samtidig med, at man med forøgelsen af ph.d.er kunne styrke de faglige kliniske miljøer.

Ove Nathan havde gennem årene som rektor oplevet at skulle tildele op mod 70 læger doktordisputatsdiplomer ved universitetets årsfester. Han udtrykte ved besøget på fakultetet, at en stor del af disse disputatser var ret ”små” og ofte ikke førte til fortsat forskning, og at der var anvendt meget tid til opnåelse af doktorgrader; tid, som kunne være blevet anvendt på en bedre måde. Det var således en helt bevidst strategi at reducere antallet af disputatser til fordel for ph.d.-graden, hvilket også må siges at være opnået.

Styrkelse eller svækkelse?

Jeg skal ikke kunne afgøre, om dette har medført såvel en forskningsmæssig styrkelse som en styrkelse af klinikken. Omvendt tror jeg ikke, at det, som Simon Francis Thomsen hævder, har medført en svækkelse af den selvstændige forskning. Det findes der vist ingen undersøgelser af. Det må dog konstateres, at der i dag på fakultetet og i landet i øvrigt findes mange meget stærke medicinske forskergrupper, som har stor international bevågenhed.

Indførelse af ph.d.-graden og styrkelsen af området i 1993 har ført til, at man kan gå flere veje efter opnåelsen af denne. En mulighed er forskervejen førende til en disputats og ofte en universitær slutstilling. En anden oplagt mulighed er den kliniske vej til gavn for patientbehandlingen, hvor fortsat forskning ikke er en nødvendighed, men heller ikke udelukket. Det kan diskuteres, hvad der er den rette balance mellem disse to muligheder, men at prioritere den ene frem for den anden er uheldig, idet de begge er af stor samfundsmæssig betydning.

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen