Skip to main content

Dokumentation for D3-vitamins bivirkninger

Civilingeniør Karl Favrbo, Nykøbing F. E-mail:favrbo@tele.dk

1. nov. 2005
2 min.

Til mit indlæg i Ugeskrift for Læger [1] hvor jeg går ind for et anbefalet dagligt indtag af D3-vitamin (cholecalciferol) på 100mg pr. dag, har Christian Mølgård & Arne V. Astrup (CM&AA) været så venlige at svare. CM&AA henviste senere til litteratur i publikationer fra Veterinær- og Fødevare-direktoratet og Nordisk Ministerråd [2].

På dette grundlag har jeg forsøgt, at analysere CM&AAs indvendinger mod at hæve det daglige anbefalede dagsdosis til 100mg D3-vitamin pr. dag. CM&AA angiver: »Det svarer til en øgning af anbefalingerne med en faktor 10-20. En så voldsom øgning må kraftigt frarådes.« Det er korrekt, at øgningen er stor, men at man hidtil har haft en forkert anbefaling bør ikke hindre, at man bringer forholdene i orden.

»Der er ikke videnskabelig bevis for positive effekter af en så høj dosis.«

Der er nok ingen enkelt måling, der viser den gode effekt, men der er mange meget stærke videnskabelige indicier på god effekt.

»Vitamin D er i store doser teratogent i dyreforsøg.« Der er ingen litteraturhenvisninger vedrørende dette i publikationerne fra Veterinær- og Fødevaredirektoratet og Nordisk Ministerråd [2]. Jeg har kun fundet artikler om calcitriol og vitamin D2 [3]. Dette siger ikke noget om, hvorvidt vitamin D3 er teratogent.

»Der er sammenhæng mellem overdosering af D-vitamin (hyperkalcæmi) under graviditeten og forekomsten af medfødte misdannelser i hjerte-kar-systemet især af supervalvular aortastenose.« Dette angives også i publikationen fra Veterinær- og Fødevaredirektoratet [2], men der mangler en litteraturhenvisning.

»En så høj dosis overskrider langt den nuværende øverste grænse for indtag af vitamin D på 50mg dagligt.« Ja, det er korrekt, men det er jo netop disse grænsers størrelse, som bliver diskuteret.

»Langvarig daglig indtagelse af 40-50mg vitamin D menes at kunne forårsage væksretardering hos børn.« Det må være en studie foretaget af Jeans et al [4] fra 1938, der tænkes på. Med den viden, der er i dag, kan disse målinger ikke bruges til noget.

Jeg mangler stadig litteraturhenvisninger til videnskabelige artikler eller lignende, som ligger bag de angivne bivirkninger.

SVAR:


Referencer

  1. Favrbo K. Mange danskere får for lidt D-vitamin. Ugeskr Læger 2002:164; 5041-2.
  2. Favrbo K. D3-vitamins bivirkninger. Ugeskr Læger 2003:165;142.
  3. McClain RM, Langhoff L, Hoar RM. Reproduction studies with 1 alpha, 25-dihydroxyvitamin D3 (calcitriol) in rats and rabbits. Toxicol Appl Pharmacol 1980;52:89-98.
  4. Jeans PC, Stearns G. The effect of vitamin D on linear growth in infancy. II. The effect of intakes above 1800USP unit daily. J Pediatr 1938;13:730-40.