Dokumentation i psykiatrien i vild vækst

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

D er er for megen dokumentation og registrering i psykiatrien: Patienter klager, og psykiatere mangler tid til samtaler. TV Avisen den 9. april præsenterede problemstillingen. Det fik sundhedsministeren til at love at gøre noget ved problemet. Lad os se.

Problemet er komplekst, da nogle former for dokumentation synes væsentlige, også fagligt, andre dele er udtryk for irrationalitet. Snuptagsløsninger findes ikke, men problemområder, tidsrøvere og bureaukratisk overophedning kan identificeres:

Vi er midt i udviklingen af en behandlingskultur med nye prioriteringer, som ikke bare rammer psykiatrien, men hele hospitalsområdet. Principperne fra det liberale varemarked synes at være kommet for at blive, og New Public Management er blevet et hjælpemiddel hertil: Der skal leveres og registreres et antal ydelser og pakkebehandlinger a ´ antal timer, der skal registreres ventetider i konkurrence med tilbud fra privathospitaler osv. Alt dette sætter pres på standardiseringer, registreringer, papirsikring af visitationskriterier m.v. Markeds-, dokumentations- og målesproget er efterhånden blevet et meddelelsesmiddel på linje med udvekslingen om selve behandlingen.
Dokumentationskulturen er påvirket af udviklingen fra USA, hvor små fejl i behandling kan udløse store erstatningskrav. Prioritering af 0-fejls-kulturen medfører, at den virtuelle sikring af behandling bliver vigtigere end tid til patienten. Kulturen er defensiv: Der skal ikke være noget at komme efter. Arbejdsklimaet bliver præget af kontrol, og de overfladiske tjekskemaer og flueben får topprioritet.
Dokumentation i forbindelse med akkrediteringerne i hospitalsvæsenet er en følge af krav til behandlingsstederne om at yde ens behandling. Der er betalt klækkelige honorarer til den amerikanske Joint Commission International (JCI), som med tolkebistand har akkrediteret danske hospitaler. Planen er, at Den Danske Kvalitetsmodel (DDKM) nu skal tage over. Region Hovedstaden akkrediterer i øjeblikket dobbelt, både med JCI og DDKM. Argumentationen herfor er uklar. Behandlernes tidsforbrug til akkreditering er legendarisk, men akkrediteringens evt. effekt på behandlingsresultater er udokumenteret.
En del dokumentation er indført af behandlingsetiske årsager. Psykiatriloven indeholder således flere påbud om registrering af tvang over for patienter, hvis omfang kontrolleres. Det kommer ikke til at gå upåagtet hen, hvis der udøves tvang i behandlingen.
En stor del af registreringerne foretages af psykiateren selv - på tidsrøvende og ringe fungerende computerprogrammer med forskellige log-in osv. Opgaveglidning er sket opad: En del af det, der kunne være sekretærarbejde, er nu blevet overladt til behandlerne selv.
Der er psykiatermangel, hvilket naturligvis lægger et ekstra pres på dem, der rent faktisk er ansat. De fleste ansatte ville - hvis de blev spurgt - kunne give råd om indskrænkning af dokumentationsbyrden. Men kommunikationen foregår organisatorisk oppe fra og ned, i et ikke tillidsfuldt klima. Indtrykket fra dagligdagen er, at administratorerne serverer en virkelighedsopfattelse for de besluttende politikere, som ikke er retvisende, og derfor overleverer de et grundlag, som giver anledning til inkompetente politiske beslutninger.
I psykiatri er relationen mellem behandlere og patienter central. Målekulturen er et erkendelsesmæssigt skred, som eroderer den del af kernen i behandlingsarbejdet, som er baseret på tid mellem patient og behandler. Ét er, at psykiateren er utilfreds med at yde for ringe behandling. Værre er det, at patienter ikke imødekommes meningsfuldt. Patienterne klager med rette over behandlingens mangler - og klagerne er et indspil til forandring.

Hvis man fremover ønsker et bedre grundlag for psykiatrien, må det siges klart, at det er tiden til kvalificeret samtale, som skal opprioriteres. Det kan ikke lade sig gøre både at ville en bedre psykiatri, at ville indarbejde virksomme samtaleterapeutiske teknikker - og samtidig at skære ned på omfanget af kerneydelsen.