Dopaminerge lægemidler til behandling af depression

Under overskriften »Dopaminerge lægemidler til behandling af depression« fik vi i Ugeskrift for Læger den 22. november 2021 et fint overblik over nogle af de studier, der over tid har belyst behandlingseffekten af udvalgte dopaminerge lægemidler på depression, hvor anhedoni er et centralt domæne [1].

Forfatterne refererer til dopaminagonisten (DA) pramipexol, MAO-B-hæmmeren selegilin samt bupropion. Alle tre behandlinger er off-label behandlinger for depression i Danmark, men er velundersøgte internationalt og benyttes til behandling af depression i f.eks. USA. Doseringerne af pramipexol og selegilin til behandling af depression er generelt noget højere end den anbefalede dosis, som vi i neurologien kender fra behandlingen af Parkinsons sygdom og restless legs syndrome herhjemme [2].

For pramipexol nævner forfatterne en bivirkningsprofil, som er velkendt i form af hovedpine, kvalme, døsighed, svimmelhed og søvnbesvær. De nævner dog ikke den alvorlige om end mere sjældne bivirkning impulse control disorders (ICD).

Dopaminagonister – herunder pramipexol - er signifikant associeret med risiko for udvikling af ICD. Det er en samlende betegnelse for ludomani, hyperseksualitet, tvangsshopping og hyperfagi. Det har en betydelig effekt på livskvalitet for vores patienter med risiko for social og økonomisk deroute.

Forekomsten af ICD er i et italiensk studie af 593 kognitivt bevarede patienter med Parkinsons sygdom fundet at være 9,6 % [3]. I et nordamerikansk studie af 3.090 patienter med Parkinsons sygdom optrådte ICD hos 13,6% [4].

I vores dagligdag med hhv. typiske og atypiske patienter med Parkinsons sygdom, som er i behandling med DA, herunder pramipexol, er vi bekendte med og meget opmærksomme på udvikling af ICD, som også kan ses ved ganske lave doseringer. Samtidig er det et stof, som vi bruger hyppigt og til stor gavn for mange af vores patienter.

Vi anerkender, at behandling med DA har et andet farmakodynamisk sigte ved depression end ved vores patienter med neurodegenerativ sygdom.

Vi vil derfor gerne med udgangspunkt i den relevante statusartikel og med visheden om, at vi tilhører et andet speciale end psykiatri, understrege behovet for langsom optitrering og rutinemæssig adressering af ICD-symptomer mhp. tidlig opsporing af ICD og dermed forebyggelse af yderlige psykiske belastninger hos den depressive patient.