Drømmen om et samarbejde

INTERESSEKONFLIKTER:

Forfattergruppen består af bestyrelsesmedlemmer i FAPS og Overlægeforeningen

Vi drømmer om et samarbejde mellem speciallæger på tværs af sektorerne præget af gensidig faglig respekt og af høj faglig kvalitet. Udadtil drømmer vi om, at muren mellem de praktiserende speciallæger og sygehusene nedbrydes, indadtil er det muren mellem Foreningen af Praktiserende Speciallæger (FAPS) og Overlægeforeningen (OL), der skal nedbrydes.

Vi efterlyser en FAPS og en OL, som engagerer sig aktivt i samarbejdet mellem søjlerne. Samarbejdet må omfatte alle speciallægeområdets facetter, også erhvervelse og vedligeholdelse af kompetencer og fordeling af de sundhedsmæssige opgaver. Alle specialer vil have gavn af et samarbejde. Vi medgiver, at der både i OL og i FAPS er medlemmer, som ikke anser den anden forening for at være en attraktiv samarbejdspartner. Det er altså op til FAPS og OL at bevise, at de er attraktive samarbejdspartnere.

Uddannelse, videreuddannelse og efteruddannelse

Det er en udfordring grænsende til det umulige at uddanne og træne en læge og vedligeholde lægens faglige kompetence på en 37-timers-arbejdsuge, hvoraf en betydelig del af tiden bruges på ikkekompetencegivende arbejde. FAS må derfor formulere en ambitiøs efteruddannelsespolitik, som gør op med hævdvundne forestillinger. Især må man tage stilling til: 1) obligatorisk efteruddannelse med certificering af speciallæger i begge sektorer for at bevare certificering, 2) videreuddannelse af yngre læger både på hospital og i speciallægepraksis, fordi forskellene mellem sektorerne simpelthen er så store, at uddannelse kun det ene sted er en halv uddannelse - en halv speciallæge, og 3) uddannelse af lægestuderende både på hospital og i speciallægepraksis ud fra samme argumentation.

Fordeling af de sundhedsfaglige opgaver

I et forpligtende, struktureret samarbejde må FAPS og OL enes om en hensigtsmæssig fordeling af de sundhedsmæssige opgaver. Igennem samarbejdet udveksles sektorernes stærke sider til gensidig inspiration, og de svage sider styrkes. Sundhedsydelserne bør som udgangspunkt udføres der, hvor man får mest for pengene, dvs. hvor kvalitet, kompetence og økonomi går op i en højere enhed. Som udgangspunkt bør alle sundhedsydelser altså påbegyndes i primærsektoren, som uden sammenligning både er billigst og tættest på borgerne, og mange færdiggøres også der. Kun de specielle ydelser, som kræver hospitalisering, skal udføres på et hospital. Således er det allerede i specialerne øre-næse-hals-sygdomme og øjensygdomme og langt hen ad vejen også i specialerne hudsygdomme og psykiatri. Samme tankegang skal blot overføres på de andre praksisspecialer. Igen skal FAPS og OL tænke nyt og vise vejen.

Drømmen er et samlet sundhedsvæsen med fokus på patienten i et lægefagligt bredt integreret samarbejde mellem en fagligt styrket speciallægepraksis og et reformeret hospital. Ambitionen er tryghed for patienterne qua klar kommunikation, sammenhængende effektive forløb og kort ventetid. Den holdning vil blive værdsat på alle niveauer. Når patienten behøver os, er vi der! Vi stiller op, når du er syg! Vi er her for din skyld! Det lyder patetisk, men det er sørgeligt aktuelt i en tid med nedskæringer og samtidige krav om øget produktion. Et samlet sundhedsvæsen betyder:

• Fastlagte opdaterede kliniske vejledninger, som udarbejdes i et samarbejde mellem de videnskabelige selskaber og FAPS' kvalitetsenhed. Generiske kliniske vejledninger skal afspejle den kultur, hvori de anvendes, de skal kort og godt udformes hensigtsmæssigt. Selvom udformningen af kliniske vejledninger er forskellig i praksis og på hospital, kan de faktisk godt indeholde det samme. Kliniske vejledninger baner vejen for registrering og dokumentation af lægefaglig kvalitet

• Struktureret samarbejde med fælles journalsystemer, fælles konferencer, fælles procedurer og fælles udnyttelse af de diagnostiske resurser. Vi skal naturligvis uden videre kunne læse i og kopiere fra hinandens journaler, og praksis skal naturligvis uden videre kunne anvende hospitalets diagnostiske resurser.

• Opdateret lægefaglig udvikling og subspecialisering, idet fremtidens speciallæge skal opdateres løbende for at bevare sin certificering. Det må ske ved tvungen efteruddannelse, læsning af specialets kernetidsskrifter, deltagelse i forskning osv. Efteruddannelse og certificering genereres i et samarbejde mellem de videnskabelige selskaber og FAPS' kvalitetsenhed.

Alt det lægges ud i praksis, som med fordel (resurser, økonomi, nærhed og kvalitet) kan udføres i praksis.

• Praksis oprustes mandskabsmæssigt og lægefagligt, idet frigjort mandskab på hospitalet følger med ud i praksis. Nogle læger ansættes i moduler, så og så mange dage på hospital under OL-overenskomsten og så og så mange dage i praksis under FAPS-overenskomsten. For mange læger vil denne ordning være attraktiv.

• I dagtiden forpligter speciallægepraksis sig, hvor det er hensigtsmæssigt, til at håndtere akutte patienter. Det vil betyde, at speciallægepraksis tilføres lægefagligt relevante ydelser, at akutte patienter ses af speciallæger, og at de fleste akutte problemstillinger løses af speciallæger uden for hospitalet - praksis' fornemste opgave er jo allerede i dag at holde patienterne væk fra hospitalerne.

• Praksis håndterer pakkeforløb og ventidsgarantier. Kan man forestille sig, at planlagte indlæggelser på specialafdelinger som hovedregel passerer speciallægepraksis? Elektive patienter gøres så at sige klar i praksis, udredninger planlægges, iværksættes og afsluttes om muligt i praksis, patienter konfereres på fælleskonferencer, dvs. smidigere og hurtigere forløb med samme speciallæge i tæt samarbejde med specialafdelingen. Kan man forestille sig efterkontrol i praksis?

På hospitalerne frigøres resurser, som i stedet anvendes på kerneydelserne.

• Hospitalets kerneydelser er patientbehandling og patientkommunikation, kollegial kommunikation, interne konferencer, eksterne konferencer med praksis, undervisning af studerende, videreuddannelse af yngre læger, efteruddannelse af speciallæger og kvalitetsarbejde - altså alt det, som er umiddelbart alment kompetencegivende.

• Dagarbejdstiden trimmes. Kan man forestille sig, at dagarbejdstiden udvides? Det ville optimere udnyttelsen af hospitalets resurser og reducere vagtbelastningen. Vagtarbejde er decideret usundt, og det resulterer i lange afspadseringer, som er uhensigtsmæssige, når det gælder den lægefaglige træning.

• Dagarbejdet trimmes med udlægning af ydelser og mandskab til speciallægepraksis. Det derved frigjorte mandskab og den frigjorte lønudgift følger med modulansættelser. Det betyder mindre hjælpepersonale, større produktion pr. læge og dermed lavere omkostninger pr. patient.

Vi opfordrer hermed FAPS' og OL's bestyrelser til smøge ærmerne op og komme i gang. Det haster, og nu er muligheden der. Man kunne tage udgangspunkt i ovenstående, og man kunne starte med det, som man allerede er enige om.

Hospitalets stærke og svage sider

Stærke sider

Faglige udfordringer

Subspecialisering

Kollegialt miljø

Reguleret arbejdstid

Økonomisk sikkerhed

Svage sider

Ufleksibel struktur

Flerdelt ledelse

1 patient - mange læger

Vagter

Lille selvbestemmelse

Lille efteruddanelse

Speciallægepraksis' stærke og svage sider

Stærke sider

Selvstændig

Flesibilitet

1 patient - 1 læge

Aflønnes efter indsats

Svage sider

Faglige begrænsninger

Faglig isolation