Drømmen om en paraply

Det børne- og ungdomspsykiatriske arbejde er ofte til debat i befolkningen, men jeg oplever, at vi som medarbejdere i specialet står til ansvar for aspekter, som strækker sig ud over vores egentlige arbejdsområde. Jeg oplever, at der er væsentlige nuancer, som ikke bliver tilstrækkeligt belyst, som er vigtige at belyse for netop at forbedre den helhedsorienterede behandling af svær psykisk sygdom.

Den optimale psykiatriske behandling kræver som bekendt et tæt og koordineret samarbejde mellem regionpsykiatrien og de kommunale tilbud. Den stigende opmærksomhed omkring psykiatriske lidelser giver håb, men det er afgørende ikke at overse betydningen af de kommunale behandlingstilbud og organiseringen heraf.

Jeg drømmer om, at både den regionale psykiatriske behandling og de kommunale tilbud blev direkte forankret under en samlet paraply. Aktuelt har man som behandler begrænset indflydelse på de kommunale indsatser, og det kan være uvist, hvilket tilbud den enkelte borger kommer til at modtage, samt om det stemmer overens med den psykiatriske undersøgelse. Om end jeg i dag accepterer rammerne, så undrer (eller ærgrer) det mig alligevel, at man ikke må anbefale specifikke nonfarmakologiske tiltag i kommunen. Specielt da disse tiltag er forudsætningen for en god helhedsorienteret behandling. Som forælder ville jeg selv blive frustreret og løfte mine øjenbryn over at modtage beskeden: »Det er en kommunal beslutning«.

En særlig udfordring er den økonomiske adskillelse mellem regionspsykiatrien og kommunernes tilbud. Den regionale psykiatri har fået tildelt ressourcer, men hvad koster de kommunale tilbud egentlig? Det er afgørende at få belyst disse økonomiske aspekter for at sikre, at kommunerne har mulighed for at tilbyde den helhedsorienterede indsats. Sat på spidsen, så bekymrer det mig også, at den nonfarmakologiske behandling kan afhænge af, hvilken kommune man er bosiddende i. Disse udfordringer kan medføre komplekse udfordringer, der kan påvirke et behandlingsforløb.

Når vi som behandlere ikke kan fortælle vores familier om den kommunale indsats, kan der opstå en følelse af usikkerhed og manglende stabilitet for barnet og familien. Samtidig kan det skabe frustration og stress for sundhedspersonalet, der hver dag arbejder hårdt for at sikre den bedst mulige behandling.

Selvom det er urealistisk at få samlet den helhedsorienterede indsats under én paraply og under samme økonomiske ramme, så kan jeg alligevel drømme. Ikke desto mindre har jeg en forestilling om, at det ville lette arbejdet for alle parter og specielt den enkelte familie, hvis familien blot skulle møde et sted for at få hjælp.