På Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM)’s årsmøde i weekenden mødte jeg som så ofte før gode kolleger fra hele landet. Blandt de praktiserende læger var mange både DSAM’ere og medlemmer af Praktiserende Lægers Organisation (PLO). Vi mødes ikke som repræsentanter for to lejre, men som kolleger med en fælles faglighed og en fælles hverdag: Vi skal få gode faglige beslutninger til at fungere for patienterne.
På mødet blev der flere gange peget på behovet for et tættere samarbejde mellem DSAM og PLO. Et forslag om et formandsforum mellem DSAM’s regionalformænd og hovedbestyrelsen blev nævnt, ligesom muligheden for at øge samarbejdet mellem DSAM-regionalt og PLO-R med. Det er en konkret vej til bedre kommunikation mellem organisationerne og til en stærkere dialog med regionalpolitikerne.
Samtidig blev det understreget, at tættere samarbejde ikke betyder, at organisationerne skal være ens. DSAM kommer med den faglige vurdering, mens PLO har sin politiske rolle og viden om rammerne for praksis. Vi står stærkere over for vores modparter, når begge perspektiver er med, og når vi respekterer forskellen mellem dem.
DSAM udvikler og formidler den almenmedicinske faglighed. PLO varetager de praktiserende lægers politiske og økonomiske interesser og forhandler de rammer, som praksis drives indenfor. Det er vigtigt, at faglige vurderinger kan træffes uafhængigt af de politiske forhandlinger om opgaver, vilkår og økonomi.
DSAM skal kunne sige, hvad der fagligt giver mening for patienter og almen medicin. PLO skal kunne vurdere, hvad nye opgaver kræver af tid, ressourcer og ændringer i praksis.
Men faglighed og rammer kan ikke altid skilles ad. Når der foreslås nye opgaver i almen praksis, er det både et fagligt spørgsmål og et spørgsmål om kapacitet og organisering. Når der stilles krav til kvalitet, skal vi også drøfte, hvordan kvalitet forstås, og om der er ressourcer til at skabe den. Og når vi taler om egen læges rolle i sundhedsvæsenet, er både DSAM’s faglige blik og PLO’s erfaringer fra praksis nødvendige.
Det er naturligt, at politikere og myndigheder søger faglig rådgivning hos DSAM. Det skal de fortsat kunne gøre. Men den faglige dialog bør ikke stå alene, når beslutningerne samtidig ændrer de praktiserende lægers opgaver og arbejdsvilkår. Her skal PLO altid inddrages – ikke for at overtrumfe den faglige vurdering, men for at bidrage med viden om, hvad beslutningerne betyder i praksis.
Vi skal ikke have én fælles stemme. Vi skal have to tydelige stemmer og være skarpe på at henvise til hinanden, når et emne bevæger sig ind på den andens område. Når DSAM bliver spurgt om spørgsmål, der handler om rammer, honorering eller forhandling, skal PLO bringes ind. Når PLO bliver bedt om en faglig vurdering, skal DSAM’s selvstændige faglige blik med.
Det er ikke at sende ansvaret videre. Det er at sikre, at begge perspektiver kommer med, og at hver organisation står ved sin rolle. Uenighed kan være både nødvendig og sund, men den bør håndteres åbent mellem os. Hvis vi ikke er konsekvente og loyale over for denne arbejdsdeling, kan forskellene mellem os bruges politisk til at splitte almen praksis.
En fælles interesse betyder heller ikke, at alle praktiserende læger skal mene det samme om alt. Almen praksis rummer forskellige praksisformer, geografiske vilkår og faglige perspektiver. Men vi kan stå sammen om de vigtigste fælles interesser og forklare vores uenigheder, når de findes.
Det kræver et tæt og systematisk samarbejde. DSAM og PLO bør tidligt orientere hinanden, når større politiske forslag er på vej. Sammen kan organisationerne også møde regionalpolitikerne med hver deres tydelige mandat og en fælles forståelse af, hvornår den anden skal inddrages.
Det vil styrke begge organisationer. DSAM bevarer sin selvstændige faglige stemme. PLO står stærkere, når den politiske interessevaretagelse bygger på et tydeligt fagligt grundlag. Og politikerne får et mere dækkende billede af, hvad deres beslutninger betyder for patienter og praktiserende læger.
Når jeg går fra årssmødet, tager jeg begge fællesskaber med mig. DSAM’eren i mig minder mig om at holde fast i fagligheden. PLO’eren minder mig om at kæmpe for rammerne omkring den. Men mest af alt er jeg praktiserende læge – dér, hvor faglighed og politik møder et menneske, der har brug for os.
