Skip to main content

»Du er nu nummer 27 i køen«

Anne Jung, overlæge

19. apr. 2013
3 min.

Og nej, det er ikke billetkøen til en koncert, men køen til region Hovedstadens »IT service desk«; 30 minutter tager det ofte at komme igennem.

Jeg havde en geriatrisk pc med kroniske sygdomme og funktionstab. Den havde tjent mig trofast i mere end fem år, og sikkert andre før mig

Den var så gammel, at det elektroniske system ikke kendte den, når jeg der prøvede at anmelde de nedbrud på røntgenbilledeprogrammet, mailprogrammet, medicineringsprogrammet, internetadgangen osv., der har været de seneste mindst seks måneder. Det henlægges til administrationsdage at prøve at få telefonisk hjælp. Mail var udelukket, da pc’en ikke kunne genkendes.

Talrige it-medarbejdere konstaterede, at min pc kørte meget langsomt, og endelig blev jeg indstillet til en ny pc – jubii.

Men intet skete. Efter endnu mange kontakter var tilbagemeldingen, at min nye pc var nedprioriteret, årsag ukendt. Efter et par måneder kom en ny pc på en fridag. De kliniske programmer var enten ikke installeret eller kunne ikke åbnes. Første it-medarbejder kunne ikke løse problemet »da han sad på et andet hospital«, anden kunne, ved at låne et program i psykiatrien.

En morgen fungerede halvdelen af ambulatoriets pc’er ikke. Efter vanlig venten skulle jeg oplyse numre på de berørte pc’er samt rumnumre, hvilket afstedkom 10 min.s heftig aktivitet. Vi blev lovet, at problemet blev løst snarest. Det viste sig, der var problemer i hele huset. Kl. 13.00 fungerede det stadig ikke, service desk kendte ikke til anmeldelserne, men driftschefen ville give besked til det firma, der skulle løse opgaven. Ingen kunne svare, hvornår opgaven blev løst, så jeg måtte aflyse patienter dagen efter.

Problemet blev løst, men krydsfeltet skulle skiftes. To elektrikere dukkede op og meldte, at de dage, de arbejdede, ville der ikke være net- eller telefonadgang, og at de kom ugen efter. De to sengeafsnit ville også være uden net- og telefonadgang en hverdag. I distriktspsykiatrisk center i samme hus ville udskiftning foregå i en weekend, da overfaldsalarmerne ikke virker under udskiftning, men det var der ikke råd til for de somatiske afdelinger.

De somatisk indlagte patienter ville ikke kunne få medicin, der ville ikke være journaladgang (patientsikkerhed), ingen udskrivelser eller indlæggelser (manglende DRG-omsætning på 40.000 kr.). Vicedirektøren måtte involveres for en sikker løsning.

Læger, plejepersonale og sekretærer arbejder til forskel fra regionens nye It-, Medico- og Telefoniorganisation (IMT) for patienterne, så der sker en del civil ulydighed i dette nærmest østeuropæiske it- bureaukrati, også i krydsfeltet.

Desværre er jeg it-handicappet og har ikke nære, der kan hjælpe, så jeg har brugt mellem to og syv timer om ugen det sidste halve år på min geriatriske pc og andre it-problemer, tid, der går fra mine patienter.

Jeg tør slet ikke tænke på, hvor megen tid, der bruges samlet i Region H på dårligt fungerende it.