Skip to main content

Duft- og kemikalieoverfølsomhed, er det indbildning?

Cand.mag. Mette Toft, HelsingørE-mail: mail@mettetoft.dk
16. okt. 2006
02 min

Da duft- og kemikalieoverfølsomhed desværre er noget, jeg selv for nylig har fået tæt ind på livet, har jeg med stor inter-esse læst artiklen »Multiple chemical sensitivity, en veldokumenteret lidelse?« af Kolstad et al. i Ugeskrift for Læger (2006; 168:1116-9) og den efterfølgende debat med Vesterhauge samme sted (2006;168:2000-1).

Min sygehistorie kort: Uforklarlige helbredsproblemer, som strækker sig 10-14 år tilbage i tiden, fører i 2000 til udredning for allergi. Der konstateres kontaktallergi over for parfume og neomycin. 2003: Langvarig lungebetændelse, som starter med et voldsomt udslæt på kroppen. 2005: Et lignende forløb, som munder ud i behandling med astmamedicin, trods usikkerhed mht. diagnosen.

Mens astmasymptomerne er på deres højeste, forandres min duftopfattelse fuldstændigt, og mados, bilos, parfume, tobaksrøg, lædervarer, tryksværte og min computer udløser anfald. På det tidspunkt føler jeg mig dog overbevist om, at når blot astmaen kommer under kontrol, vil jeg igen kunne omgås disse ting på normal vis.

Desværre går det ikke sådan. Duftene fortsætter med at genere mig på en overdimensioneret måde, og jeg får mistanke om, at jeg er ved at udvikle MCS. Vantro anstiller jeg en række forsøg, hvor jeg, i stedet for straks at fjerne mig fra kilden til ubehaget, lader duftprovokationen fortsætte, idet jeg fortæller mig selv, at alle mennesker jo kan lugte de her ting, at jeg ikke dør af det, osv. Men resultatet er hovedpine, abnorm træthed, ondt i lungerne og uregelmæssig hjerterytme.

Min oplevelse stemmer derfor dårligt overens med ovennævnte artikels påstand om, at duft- og kemikalieoverfølsomhed i virkeligheden »forstås bedst som en funktionel lidelse med baggrund i sociokulturelle forhold, psykologiske forhold og betingningsmekanismer«, eller sagt på almindeligt dansk: Skyldes patienternes egen selvvalgte, tillærte indbildning. Eliminering af kemisk eksponering skal således ifølge artiklen direkte kunne bidrage til forværring af tilstanden, som rettelig bør angribes med relevant psykologisk eller evt. psykiatrisk behandling. Et vigtigt element i en sådan behandling er »systematisk desensibiliseringstræning med øvelser i hverdagseksponering for lugte- og kemikalier og træning i normaliseret livsførelse«.

Man må beklage den konsekvens, en sådan udmelding kan have for aktuelle og kommende patienter.

Selv vælger jeg nu, for øvrigt i overensstemmelse med Vesterhauges anbefalinger, en vidtgående forsigtighedsstrategi. Det gør jeg (det bilder jeg mig da ind) med baggrund i et ønske om at kunne trække vejret, at kunne følge mine børns livsbaner og selv at kunne være aktiv lidt endnu.

I al beskedenhed håber jeg, at min historie kan få artiklens forfattere til at genoverveje deres synspunkter.

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen