Ebeltoftundersøgelsen og formidling af forskningsresultater

Ebeltoftundersøgelsen, en eksperimentel afprøvning af effekten af generelle helbredsundersøgelser og -samtaler i almen praksis, har publiceret deres hovedresultat (1). Resultaterne var ventet med spænding i flere kredse.

I åbne lodtrækningsforsøg er det ofte vanskeligt at tolke resultaterne, især mht., hvad der er støj (bias), og hvad der er signal (effekt) (2). Da det var endog meget vanskeligt i Ebeltoftundersøgelsens afrapportering, blev forfatterne i UfL (3) opfordret til at fremlægge yderligere data som dokumentation for deres egne fortolkninger og som en service til læsere og potentielle brugere af resultaterne.

De efterspurgte data blev ærgerligt nok ikke fremlagt i svaret, og de enkelte konkrete svar havde så summarisk karakter, at man ikke kunne komme spørgsmålet om signal eller støj nærmere (4). Forløbet kunne desværre få læger med begrænset videnskabelig træning til at synes, at sådanne videnskabelige meningsudvekslinger fremstår som en gang akademisk pedanteri, hvor den ene lige så godt som den anden kan have ret, og måske er det bare misundelse, brødnid eller universitetssyndrom det hele.

Derfor disse betragtninger om formidling af forskning.

1. Ebeltoftundersøgelsens resultater blev usædvanligt iøjnefaldende formidlet: En videnskabelig parallelpublikation i Videnskab og praksis, tre siders omtale og forfatterportræt under »Praktiserende læger« og umiddelbar opfølgning i NYT FRA BESTYRELSEN, alt i samme nummer af Ugeskriftet. Hertil kommer en ubeskeden pressemeddelelse, og så endelig det egentlige, en originalartikel i et amerikansk tidsskrift i samme uge. Risikoen ved så intensiv og tempofyldt markedsføring er, at resultaternes sandhedsværdi underordnes. Uanset om fortolkningerne holder eller ej, kan de faktisk allerede have fået politisk betydning. Derved går forfatterne glip af en væsentlig del af kvalitetskontrollen og hele ideen med at have videnskabelige tidsskrifter, nemlig at man lægger sine metoder og resultater frem til diskussion, inden man for alvor drager konklusioner og udsteder brugsanvisninger, simpelthen fordi ingen kan forholde sig helt nøgternt til egne resultater, som det ofte har kostet mange personlige ressourcer at nå frem til. »Helbredsundersøgelser og helbredssamtaler ved praktiserende læger halverer antallet af personer med høj risiko for hjerte- og karsygdom«, hedder det i pressemeddelelsen, »grundlaget er i orden for at overføre resultaterne og metoden til hele Danmark«, hedder det i portrættet, og »primær forebyggelse betaler sig« på P.L.O.-siderne. Ethvert kritisk spørgsmål vil her synes at komme post festum.

2. Den videnskabelige artikel i UfL er en parallelpublikation. Den originale blev bragt i et meget amerikansk tidsskrift The Journal of Family Practice, og parallelartiklen er efter alt at dømme ikke blevet gennemgået videnskabeligt efter de sædvanlige procedurer i Ugeskriftet. Peer-review skal vel ses som en hjælp til forskere, så de får præsenteret og fortolket deres resultater på en rimelig måde, som de også selv siden hen kan være bekendt. Der er således ikke tale om nogen blåstempling af den enkelte forskers egen fortolkning af egne data, uanset om det er The Journal of Family Practice eller Lancet. I det aktuelle tilfælde har The Journal of Family Practice efter min mening svigtet forfatterne i deres peer-review og ikke givet dem den feedback, der ville kunne have styrket deres fremstilling og fortolkning.

3. Når nu nogen alligevel, imod alle odds, vil diskutere resultaterne, må det stadig være Ebeltoftundersøgelsen, der har »bevisbyrden«. Det er dem, der må sandsynliggøre, at deres resultater er signal snarere end støj, når nogen udbeder sig konkret dokumentation for deres fortolkninger af tallene. Det må de bl.a. fordi de som effektmåler bruger et ældre, uafprøvet forslag til et screeningsværktøj, har ikkeblindede patienter, sammenlægger interventionsgrupper undervejs og ikke dokumenterer bortfaldet. Der er tale om flere overtrædelser af helt basale spilleregler og præmisser for det randomiserede, kontrollerede eksperiment, som i værste fald kan punktere randomiseringen helt. Det fremstår imidlertid som om de forsøger at »vende bevisbyrden«, så det ikke er dem, der skal sandsynliggøre, at resultaterne er signal, men eventuelle kritikere, der skal sandsynliggøre, at der kunne være tale om støj. Det er naturligvis ikke acceptabelt, alene af den grund, at kritikerne ikke sidder med datamaterialet, og altså ikke kan få lov at se mere, at dømme efter forløbet.

Hvis man overeksponerer sin egen fortolkning og lukker den videnskabelige diskussion, inden den er begyndt, gør man det jo i øvrigt også svært for sig selv at reflektere, sænke paraderne lidt og uddybe med andre data, hvis nogen efterspørger det.

Jeg vil opfordre Ugeskriftets redaktioner til at arbejde sammen om at finde en linje for den journalistiske oppumpning af resultater, der fremlægges til diskussion i Videnskab og praksis. Ellers vil de videnskabelige diskussioner jo komme post festum og fremstå som en gang akademisk fnidder, hvis det nu allerede er vedtaget, hvordan tingene hænger sammen.

Hvad angår støj-/signalforholdet i resultaterne fra Ebeltoft, vil jeg foreslå læsere, som ønsker at forholde sig til evidensens kvalitet, at bevæbne sig med en læsevejledning som f.eks. »How to read a paper ...« af Trisha Greenhalgh (5) (som kan findes på BMJ.com) eller en tilsvarende, når de gennemgår artiklerne. Man vil let kunne overbevise sig om, at der er grund til at slå koldt vand i blodet, inden man begynder at omfordele ressourcer i primærsektoren til fordel for generelle helbredsundersøgelser af os alle.