Edvard Munch: Angst

Interessekonflikter: Ingen

Aros har bragende succes med Munch-udstillingen Angst, og hvis ikke du allerede har været forbi museet, er det bare om at komme afsted. For Munch er vel den største kunstmaler, norden har fostret, og som læge genkender man stemninger i hans værker, som man dagligt møder i arbejdsmæssig sammenhæng. Værkerne skildrer nemlig sindstilstande, som har med livets ekstremer at gøre, og titler som Den syge pige og Skriget kunne vel lige så godt være overskrifter på hverdagssituationer i en skadestue. Men det er på det psykiatriske område, billederne har mest at fortælle, og værker som Angst, Melankoli og Jalousi, refererer direkte til centrale psykiatriske tilstande.

Munch var lægesøn, og måske har faderens erhverv været medvirkende til at spore den sensitive søn ind på tilværelsens yderpoler. Både hans mor og søster døde af tuberkulose, mens Munch endnu var barn, og det har utvivlsomt præget hans sind i en melankolsk og ængstelig retning. Netop angst er temaet for den aktuelle udstilling, og det var et langt stykke hen ad vejen også temaet for Munchs liv. Eller sagt med hans egne ord: »Livsangsten har raset i mig siden jeg fik tanken - ligesom sygdommen siden jeg fik liv - begge arvede«.

Udstillingen i Århus fremviser et overflødighedshorn af Munchs bedste værker, 84 i alt. Væggene er i denne anledning blevet malet i mørke toner, som i kombination med en delikat lyssætning bibringer udstillingen en alvorlig stemning, som passer godt til billederne. Lidt paradoksalt er det værk, som for Munch er blevet synonymt med angsten, nemlig Skriget, kun repræsenteret i et sort-hvidt tryk. Meget overrakende synes denne spartanske version stærkere i sit udtryk end de farverige oliemalerier, som gengives i næsten enhver sammenhæng, som har det mindste med angst at gøre, og som derfor er blevet lidt af en kliché.

Min personlige favorit på udstillingen er hovedværket Aften på Karl Johan fra 1892. Det forestiller en gruppe mænd og kvinder, som går aftentur på hovedstadens prominente strøg. De er fint klædt i mørkt tøj og elegante hatte, men ansigterne er ligblege og øjnene kun diskret markeret som små, stirrende prikker. Døden synes nærværende, og pludselig ligner gruppen en flok lemminge på vej mod afgrunden.

Parallelt med succesen fulgte et tiltagende alkoholmisbrug. Munch havde flere episoder med delirium tremens, hvor han følte sig forfulgt og var plaget angst. Det kulminerede i oktober 1908, hvor han under et ophold i København blev indlagt på neurolgen Dr. Jacobsens klinik på Kochsvej på Frederiksberg. Han blev afruset og var indlagt i 7 mdr., hvor han gennemgik diverse kure og behandlinger med elektriske strømme. Han fik det gradvist bedre, men følte samtidig en ambivalens omkring sit kunstneriske virke: »Mit helbred forbedrer sig stadig. Jeg kan omgås mennesker stadig mere. Men mærkeligt nok gør det ikke det kunstneriske arbejde lettere. Egentlig var den tidligere syge sjæletilstand meget god for kunstnerisk arbejde«. Munch havde angsten inde på livet, og han skabte kunstværker, som kommunikerer forbløffende stærkt og ubesværet med tilskueren her 100 år efter.