Skip to main content

Efterspørg det fælles medicinkort og gør det højt!

♠ Projektchef og læge Ivan Lund Pedersen, Digital Sundhed Danmark. E-mail: ilp@sdsd.dk

29. apr. 2009
2 min.

I en række gode artikler i de nyeste numre af Ugeskriftet [1-3] har man peget på, at et kommende fælles medicinkort kan være med til at skabe et bedre overblik over patienternes medicinering [1], forbedre kommunikationen om patienternes medicinering [2] og ikke mindst mindske medicineringsfejl [3].

I Lægemiddelstyrelsen har der kørt et pilotprojekt frem til udgangen af januar 2009 og med meget lovende resultater. Digital Sundhed har i løbet af 2008 arbejdet med at få finansiering til at udbrede det fælles medicinkort til alle, der ordinerer lægemidler (læger) eller blot har behov for opslag på en patients medicinering (f.eks. den kommunale hjemmepleje). Indtil videre er der reserveret midler på finansloven til 2009. I Digital Sundhed koordinerer vi udbredelsen af det fælles medicinkort via en lang række fælles projekter med regionerne, leverandørerne og lægeforeningen, læs mere på www.medicinkort.dk.

Visionen er, at det fælles medicinkort altid skal afspejle borgeres aktuelle medicinering, og at den kan deles af alle relevante parter gennem deres egne it-systemer. Værdien af det fælles medicinkort er størst, når alle parter anvender systemet.

Jeg er ikke i tvivl om, at rigtig mange synes, at det fælles medicinkort er en vældig god ide - men tingene sker ikke bare af sig selv. Der er en tendens til, at udviklingen af hospitalernes medicinmoduler er »gemt væk« i it-afdelingerne - med risiko for manglende klinisk involvering og manglende prioritering.

Leverandører af medicinmoduler til de praktiserende læger arbejder på markedsvilkår, der gør, at de udvikler deres systemer efter, hvad de praktiserende læger efterspørger.

Jeg vil derfor opfordre alle klinikere i praksis, i hjemmeplejen, i klinikken og på hospitalerne til aktivt at påvirke prioriteringerne, der hvor de ser en mulighed herfor. Gør ledelse, beslutningstagere og leverandører opmærksomme på det fælles medicinkort - kort sagt: Efterspørg det fælles medicinkort og gør det højt!


Referencer

  1. Munck LK. Enstrenget elektronisk patientjournal - det udeblevne paradigmeskift. Ugeskr Læger 2009;8:589.
  2. Christensen HR, Krølner BK. Medicinproblemer ved sektorskift. Ugeskr Læger 2009;10:808-11.
  3. Andersen ML, Søndergaard J, Hallas J et al. Alvorlige medicinordinationsfejl på sygehuse. Ugeskr Læger 2009;11:891-5.