Elektromyografi og diagnostik af muskelsygdomme

I nummer 22 af Ugeskrift for Læger beskriver Anthonisen et al [1] i en såkaldt original meddelelse patientgrundlag og evaluering af undersøgelser i H:S Rigshospitalets Neuromuskulære Klinik (NMK) gennem tre år. En af hovedkonklusionerne er, at muskelbiopsi og genanalyse har været vigtige i udredningen af neuromuskulære patienter, »hvorimod 34 patienter med oplagt muskelsygdom unødigt havde fået foretaget en EMG [elektromyografi]- undersøgelse inden henvisning til NMK.« Sidste del af sætningen er en påstand, som læseren ikke får mulighed for at efterprøve; det er åbenbart forfatterne selv, der har taget på sig at bedømme, hvad der er »oplagt« og hvad der er »unødigt«. Det er uheldigt, at denne påstand i resumeet fremstår som en hovedkonklusion. Af selve artiklen fremgår det endvidere, at NMK i perioden har henvist 15 ud af 206 myopatipatienter til EMG (seks af disse 15 mhp. at udelukke myasthenia gravis). For disse 15 patienters vedkommende synes EMG at have bidraget afgørende til diagnosen i seks tilfælde (Tabel 3), om end det er vanskeligt at bedømme de præsenterede data. Det er jo ikke mange, men hvad med de resterende 191 myopatipatienter, der aldrig blev sendt til EMG? Alligevel, på trods af datamaterialets åbenbare spinkelhed, tillader man sig i diskussionen at slutte, at »EMG ikke bør udføres« ved »inklusionslegememyositis, dystrofia myotonica og facioscapulohumeral muskeldystrofi«. Dette er ikke dokumenteret i artiklen og - da det fremstår som en konklusion på baggrund af præsenterede data - direkte misvisende. Både forfattere og referenter burde inden publikationen have sikret sig, at det fremgik tydeligt, hvornår der var tale om konklusioner på baggrund af data, hvornår der var tale om citater, og hvornår der var tale om personlige og udokumenterede holdninger.

SVAR