Standardisering og supercomputere har en plads ved scenen i fremtidens sundhedsvæsen, men hverdagens Sherlock Holmes - det lægefaglige skøn... - savner et reserveret sæde på rækken ovenfor, skriver Camilla Fjord Thomsen.
I sir Arthur Conan Doyles fortællinger om Sherlock Holmes figurerer Dr. Watson som den metodiske, stringente og analytisk tænkende læge og males således med den del af farvepaletten, som står i stærkest kontrast til Holmes, den excentriske detektiv med en fantasifuld og kreativ tilgang, som baserer sine konklusioner på observationer, deduktion og sansen for, at mysteriets svar ofte ligger i detaljen.
Som yngre læge, hvor lægelivets horisont fortsat tælles i årtier, hilser jeg de nye supercomputere og kunstig intelligens velkommen som fremtidigt arbejdsredskab. Der er potentiale i bl.a. den hurtige søgemaskine, der på sekunder kan skabe overblik over den foreliggende forskning, og der er mange timer at spare på den konto. Og der skal spares. Vilkårene for læger i sundhedsvæsenet har ændret sig fundamentalt, hvilket udfordrer den traditionelle arbejdsgang og kalder på fornyelse.
Den største forskelsbehandling, man kan give patienterne, er nemlig at behandle dem ens.
En unavngiven kollega har for nylig overhørt en unavngiven højtstående regionsansat med djøf-baggrund udtale: ”Om nogle år vil vi kunne erstatte det første møde med en læge i akutmodtagelsen med en djøf'er, som taster patientens informationer og oplysninger om symptomer ind i en computer, da kunstig intelligens og supercomputere er og bliver en realitet. Det vil også frigive hænder andetsteds”. Ophavet til udtalelsen er mindre væsentligt, men selve synet på lægens rolle i fremtiden er bekymrende og vakte umiddelbart pessimisme hos undertegnede, som ved første reaktion lagde an til at skrive ”sundhedsvæsenet i verdensklasses” nekrolog, om end min pessimisme muligvis næres af falske illusioner om fortidens vingesus.
Det, som Dr. Watson netop ikke formår at reproducere, er den menneskelige faktor – det lægefaglige skøn. Kært barn har mange navne, men man udvikler som læge med tiden en vis intuition, som udspringer af det kliniske blik og erfaringer med forløb, hvor sygdomsoptakt, kronologi og udfald hos patienterne falder uden for de standardiserede rammer og systemer. Dr. Watson havde heldigvis en lægelig bagstopper, da IBM's kunstige intelligens foreslog en kemokur til en tredjedel af patienterne, der ifølge onkologerne var ”helt i skoven”, men hvis målet på sigt er at standardisere systemet i et omfang, der underminerer og undervurderer den lægelige kontakt og det lægelige blik fra forløbets start, ender vi med underudviklede lægeskøn, da grundlaget herfor smuldrer ved forsøg på at presse alle patienternes sygehistorier sammen i en kasse, der kan præsenteres for Dr. Watson – af og til ligger svaret på det lægelige mysterium i detaljen.
Standardisering og supercomputere har en plads ved scenen i fremtidens sundhedsvæsen, men hverdagens Sherlock Holmes – det lægefaglige skøn – og udviklingen af dette område savner et reserveret sæde på rækken ovenfor. Den største forskelsbehandling, man kan give patienterne, er nemlig at behandle dem ens.
