Skip to main content

Emergencies in clinical medicine

♠ Ledende overlæge Inger Søndergaard E-mail: inger.sondergaard@dadlnet.dk

15. aug. 2008
2 min.


Som redaktører af denne lille og handige lommebog om akutte tilstande har P. Page og G. Skinner formået at kombinere og ensrette input fra diverse specialer, så bogen fremstår ensartet i sin form. Bogen ville være glimrende, hvis den kunne købes til at downloade på en PDA, da informationerne i bogen er yderst anvendelige bedside for både den erfarne og den uerfarne kliniker.

Indholdet er opdelt i tre afsnit. Desuden er der en liste over engelske forkortelser og en indholdsfortegnelse.

Det korte afsnit indeholder informationer om ABC-gennemgang, stabiliseringsprincipper og akutbehandlinger, som er gennemgående i resten af bogen og er highlighted som en Immediate management-boks. Derved gøres det hurtigt læseren forståeligt, at uanset fremtræden eller diagnose ændres den akutte stabilisering og behandling med ilt og intravenøs væske ikke. I diagnosedelen tillægges elegant den mere diagnosespecifikke akutte behandling. Det klargøres desuden for læseren (klinikeren), hvornår og i hvilke situationer det er tilrådeligt at tilkalde eksperthjælp.

Præsentationsdelen indeholder hele 25 præsentationer, som alle er bygget op om det samme format. De indledes med en ganske kort opklarende beskrivelse af præsentationen og går derefter straks over i Immediate management-boksen. Dernæst følger sygehistorie, resultater af objektiv undersøgelse og parakliniske undersøgelser samt årsager og forslag til yderligere læsning.

Diagnosedelen er opdelt i specialer. For nogle specialer er der flere beskrevne tilstande (diagnoser) end for andre, men alle har samme format: definition, præsentation og dernæst samme opbygning som i præsentationsdelen.

Bogen er meget letlæselig og det genkendelige format hjælper til, at man hurtigt kan orientere sig i indholdet, hvilket er nødvendigt for anvendeligheden i bedside-situationer. Præsentationsdelen er elegant i både indhold og form og ret omfattende. Den præsenterer meget fint og i en logisk rækkefølge den måde, en kliniker indhenter sine informationer på, samtidig med at stabiliseringen foregår som angivet i Immediate management-boksen. Hvordan informationerne kan være med til at genere en arbejdsdiagnose og differentialdiagnoser fremgår dog ikke.

En af bogens store mangler i både præsentationsdelen og diagnosedelen er, at de mest livstruende tilstande ikke er trukket ud og placeret i deres egen boks. Ej heller er de parakliniske undersøgelser prioriteret, og årsagslisterne varierer noget, specielt med angivelse af livstruende tilstande og tilstandenes hyppighed.

Bogen er derfor mindre anvendelig som en decideret lærebog i akutmedicin, men den er en glimrende lomme/PDA-bog til både den erfarne klinikker som en reminder og til den uerfarne kliniker som en »opskriftsbog« til initial stabilisering og akut behandling af et stort udpluk af akutte patienter. Alle de specifikke behandlingsprincipper følger de internationaler standarder for akutbehandling. Det er altid rart som kliniker, at læse en bog, hvor man ikke blot kan forstå indholdet, men også nikke genkendende til det.