Jeg skriver primært dette for at få skrevet mig ud af den apati, der ramte med fuld kraft for to dage siden. Det skulle være skrevet for to dage siden, da jeg ramte bunden, men da jeg på daværende tidspunkt besluttede at skrive, kunne jeg ikke skubbe tanken fra mig om, at det skulle være begyndelsen på mit eftermæle. Det primære formål er derfor at efterlade mig et mere eller mindre fysisk bevis på min eksistens, til når jeg engang ikke er mere.
Udfordringen forleden var derfor også, at jeg med den tanke blev skubbet fra apati til fortvivlelse og endte med at bruge en del kræfter på at græde.
Det sekundære formål er at videregive erfaring fra et patientperspektiv.
Så nu prøver jeg at genkalde den apati, der ramte mig, og som formentlig rammer de fleste, der bliver trukket igennem et udredningsprogram. Særligt hvis det udredningsprogram slutter med endelsen
-pakkeforløb.
Jeg er en 32-årig kvinde – ciskønnet og heteroseksuel, hvis det har nogen relevans i denne sammenhæng – gift, mor til to piger på fem og syv år, og for at det ikke skal være løgn, er jeg selv i hoveduddannelse i almen medicin, og min mand er onkolog in spe.
Top så disse karakteristika op med en historik med at døje med en snert af helbredsangst i pressede perioder og en thyroideacancer for præcis fem år siden. Du har måske bemærket sammenfaldet mellem alderen på vores yngste og diagnosetidspunktet for thyroideacanceren, som blev diagnosticeret og kureret med en hemityroidektomi, da vores døtre var hhv. to måneder og to år.
Nogle vil kalde det narrativ medicin. Jeg kalder det primært for coping, og når det rigtig går løs oppe i hovedet, er det i virkeligheden nok bare navlebeskuende adfærd.
Ved at skrive til andre håber jeg at give et indblik i, hvad vi som læger kaster vores patienter ud i, når vi sammen med dem bevæger os ud i et udredningsforløb. På den måde kan min navlebeskuende adfærd måske på en eller anden måde komme andre til gode og ikke kun drive min stakkels mand og øvrige nærmeste familie til vanvid.
»Jeg håber at give et indblik i, hvad vi som læger kaster vores patienter ud i, når vi sammen med dem bevæger os ud i et udredningsforløb«Victoria Hulten, HU-læge i almen medicin
Her er det vigtigt at sige, at jeg i mit udredningsforløb i skrivende stund er seks dage fra min svartid. For fem dage siden fik jeg fjernet et modermærke på mit højre lår hos plastikkirurgerne på Rigshospitalet. Jeg har måske været en anelse i fornægtelse indtil da, for jeg kom cyklende alene derind. Beslutningen om at møde alene var ganske velovervejet, men det var beslutningen om at komme cyklende til gengæld ikke. Det havde ikke strejfet mig, at der ville være restriktioner på fysisk aktivitet efter så lille et indgreb. Måske siger det noget om min faglige inkompetence, måske siger det noget om lægers generelle opfattelse af egen usårlighed.
Både subjektivt og objektivt – sidstnævnte baseret på plastikkirurgens og min mands vurdering, og min mand er på godt og ondt virkelig god til at være objektiv – ser jeg det for overvejende sandsynligt, at der var noget malignt i det modermærke. Hvis jeg er heldig og »slipper med skrækken«, vil jeg tage med mig, at jeg aldrig bliver helt den samme som før.
Da jeg blev opereret for fem år siden, var min primære frygt at blive lagt i fuld narkose og aldrig vågne op igen og i så fald at efterlade mig to børn, der aldrig nogensinde ville have en reel erindring om deres mor.
Efterfølgende opfattede jeg mig nok mest som en del af en statistik over stor overdiagnostik. På intet tidspunkt har jeg frygtet for min egen overlevelse på grund af selve thyroideacanceren.
Derimod har jeg i mine år som læge set nogle grumme forløb med melanomer, vel vidende at statistikkerne for melanomer også peger i retning af en del overdiagnostik. De grumme historier har det bare med at poppe op i tankerne i tide og utide.
Hvis jeg derimod er uheldig, og det faktisk er et melanom, der er fjernet, er jeg nået dertil over de seneste fem dage, at det hele også kan være lige meget. Det lyder måske meget nihilistisk, men i virkeligheden er jeg ret udtalt eksistentialist, og klichéagtigt som det måske lyder, er jeg nu blevet klar over, at meningen med mit liv ene og alene er mit ansvar.
Jeg siger ikke, at alle, der gennemgår et udredningsforløb, vil nå til samme konklusion, som jeg har gjort. Min konklusion ovenfor er blot taget med for at illustrere, at vi som læger ikke ved, hvad vores rutineprægede arbejde sætter i gang hos den enkelte patient.
Hvis jeg var en anden person, havde apatien måske ramt, allerede dengang jeg fik en thyroideacancer. Hvis jeg var en tredje person, havde den måske ramt på et tredje tidspunkt.
For nogle rammer den måske aldrig.
For mig som privatperson og patient er konklusionen, at jeg i det store puslespil er en lille og ubetydelig brik, og at meningen med livet derfor må være at efterlade mig mere godt end skidt.
For mig som læge er konklusionen, at uanset hvornår apatien rammer en patient, er vores bedste redskab i værktøjskassen empati. Jeg taler af egen erfaring, når jeg siger, at apati ikke ligefrem fordrer empati, og i et i øvrigt udtamponeret sundhedsvæsen kan apati opstå af mange grunde. Til gengæld tror jeg fuldt og fast på, at empatien er vores stærkeste våben i et økonomisk trængt sundhedsvæsen, der inden for de kommende år formentlig også vil blive truet på vores eksistensberettigelse af AI. Et sundhedsvæsen med overskud til at udvise empati er samtidig nok den bedste målestok for, om det som arbejdsplads er et mentalt bæredygtigt sted at være.
Følgende afsnit er tilføjet efter svartiden, og der var ikke noget malignt i modermærket. Jeg slap altså med skrækken og skulle alligevel ikke indstille mig på, at jeg som 32-årig skulle have en historik med to kræftdiagnoser med den livstidsprognose, en sådan historik måtte have. Det tog mig et par timer at forstå, at det virkelig var tilfældet, for jeg havde ikke set det som et muligt udfald, at det var benignt. Jeg er taknemmelig for at kunne fortsætte min hverdag uden større synlige ændringer for omverdenen (hvis man ser bort fra arret på mit lår), men både som privatperson og læge har jeg rykket mig et sted hen, jeg ikke havde forestillet mig, da jeg mødte op som patient hos min praktiserende læge.
