En afvisning af en afvisning af en henvisning

Endnu engang åbnes computeren i mit lille lægehus op, og en korrespondance med en nøgtern afvisning af en henvisning dukker op i mailhavet. Og i mit dagsprogram kan jeg se flere patienter, jeg skal ringe til, fordi de ikke kan få en tid hos en speciallæge, eller fordi speciallægen ikke mener, patienten er syg nok/er for syg/fejler det forkerte, eller sygdommen sidder det forkerte sted, og de derfor er strandet i systemet. Dette sker på daglig basis: Nævus på labia majora ved jeg nu, at hudlægen ikke kan tage sig af, for den slags hud skal en gynækolog tage sig af. Lipomet er til gengæld for stort til hudlægen, der mener det skal ses af en plastikkirurg, der mener, jeg skal få det ultralydsscannet, for blot at konstatere, at det skal sygehuset tage sig af. Osv. osv. Jeg prøver at være omhyggelig med mit arbejde og skrive en ordentlig henvisning: Jeg indrømmer dog, at de af og til kan være præget af tidsmangel og derfor bliver kortfattede. Jeg indrømmer også, at jeg af og til måske har misforstået, hvem der skal se hvilke patienter, hvornår og med hvilke undersøgelser udført/bestilt af mig med i bagagen. Selvom jeg prøver at gøre mit arbejde korrekt, er det at henvise en patient snart blevet et speciale for sig selv: henvisnings-ologi skal det måske hedde.

Jeg føler, jeg er lægeborger i en by, der har lukket. Jeg går rundt med min patient i hånden og banker på døre. Ofte bliver der ikke svaret, i alle tilfælde ikke indenfor de 10-15 min jeg synes, det er rimeligt at stå og banke på en dør (aka forsøge at få kontakt i telefonen). I visse bydele tager alle beboerne bort samtidig, f.eks. på øjenlægekongres. Så kan jeg banke på døre lige så tosset jeg vil, for ingen åbner. Heldigvis har min patient solbriller på, så lyset gør knap så ondt i hans herpes keratit-plagede øjne. Når min psykiatriske patient skal henvises til udredning eller behandling, skal både han og jeg have vandresko på, for der skal vandres godt og grundigt rundt i byen. Speciallægens dør er lukket, for patienten er for syg, centralvisitationen kan ikke se, der er et behandlingsbehov/udredningsbehov, eller også er jeg kommet til at udtale mig om, at patienten drikker øl. Det skal man aldrig gøre! For »misbrugere« er ikke noget for psykiatrien. Afvisning efter afvisning. Til sidst sker det forunderlige, efter megen kommunikation frem og tilbage, at henvisningen bliver accepteret. For blot at få besked på, at der ikke er plads i psykiatrien, og han derfor skal ses af en privatpraktiserende speciallæge i stedet. Halleluja.

I byen er der et meget stort palads, hvor jeg sender de meget syge hen – men inden jeg er nået langt ned ad gaden for at komme hjem til mit eget skæve lægehus, hvor der nu har samlet sig mange mennesker på trappestenen, kan jeg høre den meget syge patient kalde bagfra. Han er allerede ude af døren igen – for på paladset var han havnet i det rum, hvor man ikke kunne gøre noget ved det, han fejlede, mente man. Og så skulle han, lige så syg som han startede med at være, tilbage til egen læge, for at prøve at blive henvist til et andet rum i paladset. Det var bare svært at komme til hos egen læge, fordi der nu havde hobet sig folk op alle vegne i det skæve hus, mens lægen havde været rundt i byen og banke på døre. Og livet i den lukkede by fortsatte sin gang.

Hvad kan jeg gøre? Jeg vil gøre mig endnu mere umage med mine henvisninger, for jeg mener det faktisk alvorligt, når jeg henviser. Det er patienter, jeg som speciallæge i almen medicin ikke kan eller skal behandle, jeg henviser. Og så vil jeg begynde at afvise afvisningerne af mine henvisninger. Nok er nok.