En anden måde at forstå livsstil på - kan det gavne forebyggelsen?

Livsstil er et meget benyttet begreb i dansk folkesundhedspolitik. Begrebet bruges almindeligvis som betegnelse på forskellige, adskilte adfærdsformer; f.eks. taler man om rygning eller motionsvaner som en livsstil. I en anden definition betegner livsstil et relativt sammenhængende hele; det er en betegnelse for den måde, man lever sit liv på. Man kunne også tale om livsform.

Det var sådan tidlige sociologer som Max Weber brugte begrebet. Livsstilen omfatter i denne betydning mange sider af menneskers måde at leve på: boligindretning, arbejde, omgangsformer, sociale relationer, sprog, spise-, drikke- og sovevaner, tøjstil, ferieformer mv., hvor enkeltdele ikke uden videre kan udskilles.

Udgangspunktet for denne tænkning er, at mennesket er et socialt væsen, som gerne vil høre til en eller flere grupper, og som bl.a. opnår accept og status i deres medmenneskers øjne ved den måde, de lever på. Derfor tilpasser mennesker sig normer og adfærd i de grupper, de tilhører eller ønsker at tilhøre. I denne betydning er livsstilen derfor i høj grad et kollektivt fænomen.

Vi deler livsstil med andre, hvilket jo bl.a. viser sig ret tydeligt i sociale mønstre i den måde vi lever på, også med hensyn til adfærd, som påvirker sundheden.

I visse sociale lag, de højere, er det almindeligvis forbundet med lavstatus at ryge, mens det nærmest er stigmatiserende ikke at drikke alkohol, i hvert fald er det en afvigende adfærd, som skal forklares.

Bruger man begrebet livsstil som en betegnelse for den måde, vi samlet set lever vores liv på, er den ikke alene, heller ikke engang hovedsagelig et resultat af individuelle valg, som kan foretages på et oplyst grundlag.

Selvom det meste af det, som her er omtalt som livsstil, er noget, vi formelt kan vælge inden for de økonomiske rammer, vi har, viser det sig jo, at vi vælger som dem, der ligner os. Ser man livsstil som dette bredere sammenhængende fænomen og som et kollektivt fænomen, får man et andet syn på de dele, som indgår i den. Så kan man måske bedre forstå, hvorfor mange højtuddannede bliver ved med at drikke over genstandsgrænserne på trods af utallige kampagner. Alkoholforbruget er en integreret del af den måde, mange mennesker lever på, ikke mindst i samvær med andre mennesker, ligesom mad- og tøjvaner er det.

Når man derimod, som det oftest sker i dansk forebyggelsesdebat, bruger begrebet livsstil om specifikke, adskilte adfærdsformer som kost-, motions-, alkohol- eller rygevaner, ses livsstilen eller adfærden som isoleret fra de øvrige dele af menneskers liv og ofte som et individuelt træk og dermed et individuelt ansvar. En sådan definition bidrager ikke meget med forklaringer på, hvorfor vi ryger og drikker, bortset fra at vi er uoplyste eller uansvarlige. Der er dog ofte flere gode grunde til, at mennesker handler, som de gør. Disse rationaler kunne en analyse med udgangspunkt i den anden, mere omfattende definition af livsstil, nemlig som et socialt fænomen, bidrage til en belysning af. Ved at se adfærdsformer i en sammenhæng kunne man måske nå længere end til at konstatere, at Jeppe drikker, man kunne få viden om hvorfor. Og den kunne give andre ideer til, hvordan man kan ændre de adfærdsformer, man måtte ønske at komme til livs.

En anden pointe er, at hvis adfærd ikke ses som hovedsagelig individuelt bestemt, men som social og kollektiv, bliver de adfærdsændringer, man efterstræber, også et fælles, politisk ansvar, ikke kun et individuelt ansvar.