En banemands ulykke

Hvad har en tragisk ulykke hos en jernbanearbejder fra forrige århundrede at gøre med begreber som motivation og epj (den elektroniske patientjournal), og har følelser overhovedet noget at sige i forhold til vilje?

I disse år skal sundhedspersonalet på landets sygehuse påtage sig en bred vifte af nye opgaver, som ikke har noget direkte med kerneydelsen, patientbehandlingen, at gøre. En støt stigende andel af arbejdstiden går med at omorganisere og centralisere, kvalitetssikre og registrere. Den uden sammenligning største af de nye opgaver er imidlertid epj. Konceptet skal erstatte papirjournalen. Det er udviklet af Sundhedsstyrelsen og annonceres som det værktøj, der med et trylleslag vil give en sikker og fuldstændig dataregistrering, enorme besparelser og effektivisere arbejdet med patienterne. Senest i 2008 skal epj være indført på alle landets sygehuse som et storslået ensartet nationalt system. Men hvad får vi da med epj, og holder løfterne?

Phineas Gage og epj

Her er det, at jernbanearbejderen kommer på banen, for svaret på de indledende spørgsmål vil vise, at vilje til forandring og accept af epj som arbejdsredskab kræver noget meget mere menneskeligt basalt end smukke løfter, politiske dekreter, it-konsulent-bistand og den ultimative help-desk. Der er imidlertid sagt så meget om epj, at kun få gider at læse mere om den. Glem derfor et øjeblik alt om epj.

I 1848 kom en ung mand i USA alvorligt til skade. Manden hed Phineas Gage og var formand for et sjak jernbanearbejdere, der var ved at anlægge et nyt spor gennem Vermont. Gage's fornemste opgave var at stampe dynamit i huller udboret i klippe, der skulle bortsprænges. Til det brug havde han en en m lang og tre cm tyk jernstang. Først kom han dynamit med lunte i hullet, derover sand, som blev stampet med jernstangen, hvorefter lunten kunne antændes. Manøvren havde han prøvet til bevidstløshed. Men netop denne eftermiddag havde Gage, der sekunder forinden var blevet forstyrret, glemt at komme sand over dynamitten. Gage drejer hovedet mod højre for at svare sin kammerat, og præcis samtidig, og netop ubevidst, stamper han med jernet. Eksplosionen er uundgåelig, og i næste sekund befinder Gage sig flere meter borte.

Han rejser sig op ved egen hjælp, virrer en gang med hovedet og ser nu med forundring på sine arbejdskammerater, der stirrer forfærdet på ham: Under venstre øje har han et lige godt tre cm stort gabende hul, og midt i kranietoppen fortil et lige så stort hul. Med en uhyre kraft var jernstangen som et projektil strøget gennem kraniekassen.

Phineas Gage levede i 13 år herefter; hans gennemhullede kranium og jernstangen kan beses på Warren Medical Museum i Boston.

Forunderligt nok kunne man ikke umiddelbart registrere nogen forskel i Gage's førlighed og åndsevner: Fysisk var der intet at bemærke ud over nogle grimme ar; hans tale og opfattelsesevne var helt normal, og han kunne også ræsonnere. Alligevel var han for altid blevet en skygge af sig selv. Væk var to livsvigtige funktioner: Han var ikke længere i stand til at træffe væsentlige beslutninger, og han havde mistet evnen til at føle noget for nogen eller noget som helst. Fuldstændig handlingslammet brugte han oceaner af tid på højlydt at diskutere for eller imod helt bagatelagtige beslutninger, mens livets afgørende valg ikke længere var ham forundt. Den før så vellidte og elskværdige mand var nu totalt afstumpet og strøede om sig med obskøniteter. Gage døde i armod, forladt af alle og af sig selv.

Det dyrebare stjernestøv

Hvad var der sket? Ud fra opmålinger af Gage's kranium har man beregnet, at han ved ulykken havde mistet en lille velafgrænset del af hjernens to pandelapper, nemlig den del, der hviler oven på loftet i øjenhulerne tæt på midtlinjen, i alt ganske få gram hjernevæv.

Så det er her, det sner! Det er dette væv, dette stjernestøv, der gør os til det vi er: Det følsomme, tænkende og beslutningsdygtige menneske. Talrige andre patienter med tilsvarende hjerneskader som Gage's har siden bekræftet, at det er her i hjernen, at mennesket fundamentalt adskiller sig fra resten af verdens fauna.

Med denne indsigt ser vi, at man ikke kan træffe en vigtig beslutning, uden at følelserne er med i den. Det er følelserne, der afgør, om beslutningen falder ud til den ene eller den anden side, selvom vi rationelt måtte mene det stik modsatte. På engelsk siger man: I have a gut feeling, mens vi taler om, at have mavefornemmelse. Denne fornemmelse eller følelse beror på ligeså udefinerlige størrelser som intuition, som har sit fundament i livserfaring, og motivation. Og uden motivation er der ingen vilje.

Vi kom fra epj, der annonceres som så betydningsfuld en nyskabelse, at man må tro, at der for patientbehandlingen er tale om intet mindre end en gave fra himlen. Mine enkle spørgsmål er blot disse: Hvor er motivationen for epj, og hvem er det lige, at den gavner?

Epj, der fuldt implementeret kommer til at koste en Store-bæltsbro, er en bombe under hele patientbehandlingen. Arbejdet med systemet er så langsomt, at et normalt dagsprogram for en læge i ambulatoriet, typisk18-20 patienter, realistisk set må halveres, da det meste af konsultationstiden vil gå med at glo på skærmen, mens man venter og leder efter noget brugbart eller i dataregistreringens navn tvinges til at udfylde irrelevante og i mere end en forstand firkantede databokse, før videre fremfærd tillades. Den empatiske lyttende læge, som kerer om sin patient, bliver med et forvandlet til en distræt irritabel person, der i stedet for at træffe beslutninger på et rationelt grundlag vil føle aggression over ikke at kunne overskue journalen, som han ikke længere fysisk kan bladre i og intuitivt lynhurtigt slå ned på det væsentlige. Nu overvældes han i stedet af ligegyldige data og diverse skærmmenuer med krav om login. Resultatet er handlingslammelse. Data bliver der imidlertid oceaner af, alt rigeligt til at holde Sundhedsstyrelsens registerfolk beskæftiget i tusind år, mens lægens stressniveau fastholdes i det røde felt og patienten, som egentlig var ham, det hele drejede sig om, tabes på gulvet.

Epj – en kolos på lerfødder

It er eminent, når vi har med pengetransaktioner, billedmanipulation og computerspil at gøre, ligesom teknologien er velegnet til patientbookinger, blodprøve- og røntgenbilleddatabaser. Men med Sundhedsstyrelsens epj-koncept får vi i stedet en arbejdshæmmende og utrolig sårbar kolos på lerfødder, en teknologisk produktivitetsdræber, der alene er til gavn for kontorfolk. Epj's banemand er sin egen monstrøse uoverskuelighed, den overvældende sendrægtighed og det totale fravær af empati, som jo er hovednøglen i vores arbejde med patienterne. I sandhed en ulykke og en urimeligt høj pris at betale for ideen om en fælles landsjournal, som kun de allerfærreste reelt har brug for i den daglige klinik. Aldrig vil så mange få så lidt for så mange penge.

Sundhedspersonalets motivation i arbejdet vil helt naturligt koncentrere sig om patienterne og deres behandling. Det er jo det, vi er uddannet til. Hvis man herudover fra politisk og administrativ side ønsker vilje til, at vi påtager os en så kolossal opgave som epj, der i den grad redefinerer læge-patient-kontakten, da fordrer det en ganske særlig motivation. Men er op gaven ikke til gavn hverken for patienten eller på det personlige plan for den, der skal påtage sig det ekstra arbejde, vil reaktionen klart være: Det kan jeg ikke! Enten udtalt eller følt men under alle omstændigheder meget bevidst.