En misforståelse

Hvis du skal plante blomsterløg i din have, skal du kaste dem op i luften og plante dem der, hvor de falder ned. Så ser det helt tilfældigt og ikke menneskeskabt ud. Det samme indtryk kan jeg få, når jeg læser indlæg vedrørende vores, de praktiserende lægers, rolle i den nye akutplan. Vores formand skriver i nr. 37 af Ugeskriftet (Ugeskr Læger 2007;169:3124) som et svar på to berettiget bekymrede praktiserende læger fra det midtjyske: Jeg citerer: »Det er landets praktiserende læger, der i stort omfang skal træde ind, og være med til at overkomme de problemer, som de større afstande mellem akutcentrene vil afstedkomme«, og videre: »tidsfaktoren er vigtig til specialistbehandling«.

Men det står der altså ikke noget om i Sundhedstyrelsens anbefalinger [1]. Der står, at det anbefales, at amterne, nu regionerne, overvejer, om de kan bruge egen læge og vagtlæge som visitator til skadestue ud over det, vi i forvejen gør, visiterer til medicinske specialer. Det betyder, som jeg ser det, for os som praktiserende læger stort set business as usual. Mine patienter ringer da til mig om dagen, og kun ganske få frekventerer skadestuen på det tidspunkt.

Om aftenen ser det anderledes ud, og det forlyder, at køen på skadestuerne her i nærheden er lang. Bliver det bedre med lægelig visitation? Antallet af skader bliver nok ikke mindre.

Men fylde huller ud efter de små sygehuse det skal jeg ikke; jeg skal formidle kontakten mellem patient og sygehus, og det er så ikke mit problem, at det ligger 100 km væk; det er Falcks, eller hvem der nu måtte stå for transporten.