En ny lægemiddelpolitik

Apropos leder i Ugeskrift for Læger af 25/3 2002 »En ny lægemiddelpolitik« har jeg følgende åbne spørgsmål til Lægeforeningen, P.L.O., Danmarks Apotekerforening og Lægemiddelstyrelsen:

De individuelle tilskud, enkelttilskud, forhøjet tilskud og terminaltilskud er helt klart noget, den praktiserende læge skal tage sig af, og gør det. Men kronikertilskudet - hvem skal informere patienten om dette, hvem skal holde øje med, om patienten overskrider grænsen for berettigelse til kronikertilskud? Er det lægen, er det patienten selv, er det apoteket, er det Sunhedsstyrelsen, der skal informere noget bedre - eller hvem?

Spørgsmålet er foranlediget af en af mine patienter, som jeg har en meget nær kontakt med, og som efter et trafikuheld har et stort forbrug af analgetika, spasmolitika og antidepressiva, hvor vi tilfældigt i forbindelse med et privat besøg kom til at snakke om, hvor meget han havde betalt for sin medicin.

Her fremgik det (han havde selv skrevet det op), at han havde brugt over 28.000 kr. sidste år på medicin. Da jeg blev klar over dette, søgte jeg straks kronikertilskud, og han fik det selvfølgelig også, men ikke med tilbagevirkende kraft, så han har betalt imellem 3.000 og 4.000 kr. af egen lomme, som han i virkeligheden var berettiget til at få refunderet, såfremt der var blevet søgt noget tidligere.

Jeg har forelagt problemet for Lægemiddelstyrelsen, og de medgiver, at det er et problem, og de kunne oplyse, at der er patienter, der havde lagt sag an mod sygehuse og læger på grund af mangelfuld information og de heraf følgende unødige udgifter for patienterne. Jeg har også talt med de lokale apotekere om problemet, og de medgiver, at de burde informere pa-

tienterne om det, når de på kontoudtoget så, at ved- kommende havde brugt for over 20.000 kr. medicin. Men de undskylder sig med almindelig travlhed og andre dårlige forklaringer.

Så der er åbenbart et problem, hvor jeg godt vil have råd og vejledning om, hvordan det skal løses på den bedst mulige måde.

Et andet problem, som jeg har været udsat for, er patienter, som har været berettiget til invaliditetsydelse, men ikke fået det, og hvor jeg af egen drift har måttet gøre patienten og kommunen opmærksom på berettigelsen hertil, og hvor kommunen har måttet give mig ret. Dette er undertiden sket flere år efter, at patienten har fået tildelt sin invalidepension.

Et tredje problem, jeg har været udsat for, er at visse pensionsordninger i forbindelse med alvorlig sygdom udbetaler 100.000 kr. som et plaster på såret. Jeg har ikke selv været opmærksom på problemet, men er det nu. Men hvem skal ellers informere patienterne om dette? Er det noget, de bør vide, ligesom så meget andet, eller skal kommunens socialrådgiver eller en anden instans oplyse dem om dette?

I det hele taget, hvem skal informere vores patienter om alle de tilskudsordninger og støtteforanstaltninger, hjælp fra diverse patientforeninger, legater etc., som de kan søge, og som kan lette deres tilværelse?