En ph.d. skal kunne bruges

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

Antallet af ph.d.-studerende er inden for de seneste ti år steget voldsomt. Statistikken viser en relativ stigning på 25% inden for sundhedsvidenskabelig forskning. Samtidig får færre og færre titlen dr.med. Flere førende forskere har på det seneste i Ugeskrift for Læger givet udtryk for deres bekymring over udviklingen. Senest er også forskningstræning i den prægraduate uddannelse blevet berørt i Ugeskriftet.

Videnskab i hverdagen

Som udgangspunkt er det positivt, at der uddannes mange ph.d.er. Set med forskningsbrillerne på er et højt antal ph.d.-studerende glædeligt. Sundhedsfaglig forskning er en meget vigtig motor for hele sundhedsvæsenet.

Når jeg også godt kan forstå, at nogle er bekymrede over udviklingen, er det fordi, det er afgørende, at man som ph.d. får mulighed for at bruge sine videnskabelige kompetencer i den hverdag, der kommer, når man har taget sin grad. Ph.d.en skal kunne fungere som springbræt til at forske videre og samtidig gøre lægen bedre til at varetage kliniske opgaver.

Det skal give mening at forske

Der er givet mange gode grunde for læger til at begynde at forske. Interesse og lyst må forventes at høre til hovedårsagerne. Men en stadig større medvirkende årsag til at kaste sig over forskningen vil sandsynligvis være at sikre karrieren og sit fremtidige virke som speciallæge.

Hvis vi skal fortsætte med at stimulere interesse og lyst til forskningen, også efter opnåelse af ph.d.-graden, er det vigtigt, at det giver mening for den enkelte læge at fortsætte med forskning ved siden af muligheden for at forfølge en klinisk karriere. Vi bør blandt andet derfor blive bedre til at fokusere på nogle af de barrierer, som findes i forhold til at udføre dansk sundhedsforskning.

Tid og resurser

I forbindelse med en nylig høring på Christiansborg omkring klinisk sundhedsforskning blev blandt andet mangel på tid i den daglige hospitalsdrift nævnt som en af de største negative faktorer for at sikre danske sundhedsforskning. Hvis vi vil have, at vores klinikere også skal bidrage med forskning, må der sikres tid og resurser i det danske sundhedsvæsen til, at dette bliver muligt.

Samtidig må der skabes større tydelighed omkring den enkelte læges muligheder for at gøre karriere inden for forskningen.

Konkret kunne man fremme mulighederne for dele- elle kombinationsstillinger og etablere et nationalt forskernetværk - gerne via de faglige selskaber. Der bør være et styrket samarbejde mellem afdelinger på tværs af landet. Dette kan blandt andet skabes ved, at regionerne i fællesskab prioriterer forskningen og sætter det tydeligere på en fælles dagsorden.

Samtidig kunne det være relevant, som Simon Francis Thomsen og Thomas Mandrup-Poulsen også påpeger i Ugeskriftet nr. 1-2 2013, at få mere viden om de studerende og læger, der har påbegyndt forskning, men falder fra.

Effekten af det obligatoriske forskningstræningsmodul i den lægelige videreuddannelse er ej heller belyst, og der er med rette anbefalet en undersøgelse af dette i Sundhedsstyrelsens rapport Speciallægeuddannelsen - status og perspektivering fra 2012.

Vigtigt med faglige fyrtårne

For forskningen er det vigtigt med faglige fyrtårne, som kan sikre et videnskabeligt miljø af høj kvalitet. Som tidligere anført har flere førende forskere her i Ugeskriftet anført, at stadig færre dr.med.er betyder, at den elitære forskning svækkes. Hvis dette er en korrekt antagelse, er det naturligvis et problem, som skal tages alvorligt. For at sikre de faglige forskningsfyrtårne, både blandt dr.med.er og ph.d.er, er det igen vigtigt, at de sikres tid og muligheder til at lave den forskning, som skal være med til at etablere dem som eksperter og banebrydere inden for netop deres felt.