Skip to main content

En stor tak til Kollegialt Netværk for Læger

Overlæge Signe E. Lykkegaard, København. E-mail: sel@dadlnet.dk
Interessekonflikter: ingen

12. maj 2014
2 min.

Jeg er p.t. sygemeldt med stress pga. af en meget stor arbejdsbelastning og ikke så optimalt arbejdsmiljø. I et forsøg på at se, hvordan jeg ville komme videre, fik jeg øje på en stor annonce i Ugeskrift for Læger om Kollegialt Netværk for Læger, jeg kendte dets eksistens, men havde aldrig troet, at det ville være noget, jeg ville komme i berøring med. Jeg prøvede at ringe dertil, og jeg var meget overvældet. Jeg fik telefonnummeret til en kontaktperson, som jeg ringede til, og jeg regnede med at ville komme til at høre fra vedkommende efter et par dage, men jeg kom i kontakt med ham i løbet af nogle timer og fik her nogle kontakter, som er brugbare. Der var en plan, som jeg kunne følge, hvilket jeg har gjort, og jeg er meget overvældet.

Når man er i en sådan situation at blive sygemeldt med stress, en tilstand, som jeg aldrig havde troet skulle ramme mig, så er det meget vanskeligt at se, hvordan man kommer videre. Overskuddet mangler til at gøre ret meget, og hvilken retning skal man gå. Jeg har ikke haft lyst til at kaste mig ud i at finde en stresscoach på nettet, for hvem er god ect. Via netværket har jeg fået en køreplan, så formålet med dette lille læserbrev er at rette en stor tak til de personer, som bruger tid til at få et sådant netværk til at køre og give hjælp til os, som har behov herfor.