En ubærlig ventetid for psykiatriske patienter – og desværre helt forudsigelig

Oplevelsen af deja-vu er desværre forstemmende. Pressen kan – igen, igen – berette om, at ventetiderne hos praktiserende psykiatere kun går én vej – opad. Ventetiden tælles i mange måneder, og det er helt urimeligt. De praktiserende speciallæger i psykiatri gør naturligvis alt, hvad de kan for at behandle patienterne så hurtigt som muligt, og de patienter, der har størst behov, kommer til først. Men det ændrer ikke ved, at praktiserende psykiatere er en alt for sjælden ressource i det danske sundhedsvæsen. Eller sagt med andre ord: De er for få, og det har helt uacceptable konsekvenser for en stor gruppe patienter.

Og desværre er ventetiderne til de praktiserende speciallæger i voksenpsykiatri ikke det eneste udslag af en meget presset psykiatri. Afdelinger må udskrive patienter før tid for at få pladser til endnu mere syge. Senest måtte en hel afdeling for patienter med dobbeltdiagnoser på Psykiatrisk Center Sct. Hans i sommer lukke en afdeling i to uger. Ventetiderne til praktiserende speciallæger i børnepsykiatri er også svimlende lange. Medierne bringer interview med desperate forældre, som kun kan se til, mens deres børns tilstand forværres, fordi der ikke er adgang til den nødvendige udredning og behandling.

Der har været mange advarsler undervejs. Udviklingen mod de tilstande, som vi ser i dag, er kommet drypvist. Patienter har advaret, fagfolk har advaret. Med grundig faglig dokumentation og også med »store bogstaver« i medierne. En kombination, som almindeligvis sætter gang i handling hos de ansvarlige. Alligevel står vi i dag i store problemer.

Ansvaret ligger både hos regioner og skiftende regeringer. Man kan undre sig over, at Danske Regioner åbent kan erklære, at det ville være meget bedre, hvis regionerne var kommet i gang for fem år siden eller for ti år siden. Hvad stoppede dem dengang? Behovet for systematiske og effektive rekrutteringsindsatser er ikke nyt. Behovet for flere ydernumre er heller ikke nyt. I det hele taget har der ikke været noget som helst ved de nuværende forhold, som burde kunne vække overraskelse hos regionerne.

Man kan tilsvarende undre sig over, at landspolitikere heller ikke har vist den nødvendige opmærksomhed og handlekraft til at sikre det nødvendige antal videreuddannelsesforløb, så vi i dag havde haft de nødvendige speciallæger i psykiatri. Manglen på dem – og kolleger i andre fag – er roden til mange af de problemer, som i dag præger store dele af psykiatrien, og som det vil tage år at rette op på.

Som mange vil vide, har Folketinget vedtaget en tiårshandlingsplan for psykiatrien, som forhåbentlig snart for alvor fløjtes i gang. Og Sundhedsstyrelsen har i juni lanceret en dimensioneringsplan, som skal sikre det nødvendige antal videreuddannelsesforløb. Den lægger op til at sikre i alt 100 ekstra speciallæger – i alle specialer – over de næste to år. Planen betoner særskilt behovet for flere speciallæger i psykiatri, og det er selvfølgelig et skridt fremad. Men det er godt nok et meget lille et. Lægeforeningen har flere gange påpeget – også i det faglige grundlag for den politiske psykiatriaftale – at der er brug for mindst 150 ekstra speciallæger i psykiatri. P.t. har vi udsigt til, at der skal uddannes 79 speciallæger i psykiatri i 2024 og 2025, hvilket er 16 ekstra om året i forhold til 2022.Tak for de årlige 16, men der skal altså flere til – og i et raskt tempo.

I disse måneder arbejder Sundhedsstrukturkommissionen, som er bredt sammensat af eksperter, med at udvikle forslag til nye modeller for organisering af et forebyggende og sammenhængende sundhedsvæsen med mere lighed og nærhed. Afsættet for deres arbejde er mangel på arbejdskraft, og derfor har jeg også en klar forventning om, at kommissionen aktivt tænker psykiatrien ind i sine forslag fra start. Historisk set er vi – mildt sagt – ikke forvænte med, at psykiatriens udfordringer har vægt i de store reformer af sundhedsvæsenet. Det er bydende nødvendigt, at det sker nu.

Et afsluttende retorisk spørgsmål: Kunne man forestille sig, at patienter med somatiske lidelser skulle vente lige så længe, som psykiatriske patienter nu gør? Nej, heldigvis ikke. Men mennesker med psykiske sygdomme må af dunkle og uransagelige årsager fortsat finde sig i betingelser, som man ikke ville byde andre. Mit bud er, at havde der været tale om f.eks. kræftpatienter i stedet for psykiatriske patienter, så havde det kostet ministerposter. Vi har stadig langtfra en ligestillet psykiatri.