I en lille landsby bor der en dreng ved navn Emil. Emil elskede at gå i skole, at lære nye ting og at lege med sine venner. Hans hverdag ændrede sig dog, da en uvelkommen og diffus ængstelighed begyndte at banke på. Den fangede ham til sidst, hvilket desværre resulterede i en tiltagende skolevægring. Emil kan huske den første gang, hans forældre sagde: »Vi lover, at det nok skal blive bedre!«. En anden dag, han tit tænker tilbage på, var et forældremøde for omkring et halvt år siden, hvor han igen blev fortalt, at der snart kommer noget godt. Forældrene og klasselæreren havde ansigter strålende af smil, og deres øjne glimtede af håb. Emil bemærkede dog, at der også blev sagt »[...] men vi er usikre på, hvad der præcist kommer« og at »[...] desværre er det ikke os, der træffer beslutningerne«. Denne gang oplevede Emil en blanding af håb og skepsis. Han længtes efter at tro på, at noget godt var på vej. Det var dog svært, da han havde en tidligere erfaring og en iboende usikkerhed ved, at dem, han stolede allermest på, ikke kunne fortælle ham, hvad fremtiden bringer.
»Jeg håber derfor på, at man sammen, på tværs af generationer og anciennitet, kan hjælpe hinanden med at opretholde et håb«Kasper Jessen
Formålet med ovenstående historie er et forsøg på at drage en parallel til nogle af de tanker, der måske kan opstå blandt nogle medarbejdere i børne- og ungdomspsykiatrien. I medierne hører man om økonomisk løft, og man læser om tiårsplanen for psykiatrien, som også begynder at tage form med konkrete aftaler såsom aftalen, der er indgået imellem regeringen, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner om hurtig hjælp til børn og unge i psykisk mistrivsel. Man ønsker inderligt at tro på disse positive udmeldinger i medierne. Men ligesom Emil og hans forældre kan nogle medarbejdere (måske også ledere) alligevel sidde med en blanding af håb og skepsis. Ligesom Emil så kan der opstå en naturlig usikkerhed ved udsagn som »[...] men vi er usikre på, hvad der præcist kommer«. I denne forbindelse skal man »væbne sig med tålmodighed«, og vel vidende at dette er korrekt, så kan det måske for nogen være vanskeligt at se to, fem, ti år ud i fremtiden. Specielt hvis man som medarbejder ikke har helikopterperspektivet og ikke kan se mellemregningerne og nuancerne i de mange gode beslutningsprocesser. Så ligesom Emils forældre gisner jeg om, at tålmodigheden for nogle måske er udfordret. I Emils tilfælde kan det måske resultere i et skoleskift.
Jeg håber derfor på, at man sammen, på tværs af generationer og anciennitet, kan hjælpe hinanden med at opretholde et håb samt hjælpe med at forstå og få øje for de mange gode tiltag, der aktuelt er i gang.
