Endnu en diæt?

Der er noget, jeg ikke kan lade være med at undre mig over.

Det relaterer sig til overvægt. Særligt svært overvægtige patienter. Dem, vi har sendt på den ene kur efter den anden, indskrevet i det ene nye projekt efter det andet. Men som ikke opnår et varigt vægttab. Hvordan hjælper vi dem bedst?

Jeg vil ikke udfordre den dokumenterede sammenhæng mellem overvægt og kardiovaskulær sygdom, diabetes og så videre. Vi bør naturligvis stræbe efter at holde vores patienter uden for risikogrupper. Men hvad med dem, der gennem 20, 30, måske 40 år har været overvægtige og i lige så lang tid har kæmpet for ikke at være det?

Svært overvægtige mennesker rapporterer om daglig chikanering og udskamning i det offentlige rum. Mange oplever, at personale i restauranter såvel som på sygehuse møder dem med mindre respekt end normalvægtige. Som om de er mindre værdige, forkerte. Mange internaliserer denne attitude og udvikler en stærk skam og måske endda selvforagt. Som om det ikke var slemt nok konstant at føle sig mindre værd, medfører denne ringeagt for egen person ofte stress-spisning og således yderligere overvægt.

Så hvis jeg i fremtiden har en patient, der er svært overvægtig og har været det i 20 år – 20 år præget af diverse kure og vægttabsprogrammer uden varig effekt, og hvor hver manglende succes bliver tolket som personlig fiasko - bør jeg så i virkeligheden forsøge at fremme et kropspositivt billede hos denne patient? Henvise til eksperter, der netop lærer mennesker at værdsætte sig selv uanset vægt? Udskrive vedkommendes kolesterolsænkende, antihypertensive og blodfortyndende uden den lille pose skam og bebrejdelse, der ofte følger med? Patienten vil højst sandsynligt dø alt for tidligt af en blodprop alligevel, men kan måske indtil da leve et liv domineret af selvrespekt og -kærlighed frem for skam og selvforagt?