Epidemiloven bør revideres – inden den næste pandemi

Den nuværende epidemilov blev i hast vedtaget i februar 2021 midt under COVID-19-pandemien. Den nye lov reducerede den sundhedsfaglige rolle i bekæmpelse af epidemier. Ændringen førte dog ikke til nogen nævneværdig debat i lægeverdenen. Når loven bliver revideret, vil det være vigtigt med et større fagligt input i debatten om de sundhedsfaglige organisationers rolle i den reviderede lov.

Den reviderede lov bør indeholde en klarere opdeling mellem de sundhedsfaglige og andre bureaukratiske beslutningsprocesser. De tre sundhedsfaglige organisationer repræsenteret i Epidemikommissionen bør under ledelse af Sundhedsstyrelsen i fremtiden alene være ansvarlige for fremsættelsen af de sundhedsfaglige anbefalinger. Det vil sikre, at de relevante myndigheder, herunder ministre og Folketingets medlemmer, har kendskab til de sundhedsfaglige anbefalinger i beslutningsprocessen.

»Formålet med loven er at beskytte samfundet og enkeltpersoner mod smitsomme sygdomme, alment farlige sygdomme og samfundskritiske sygdomme, ved at udrydde eller forebygge, forhindre, inddæmme og begrænse udbredelsen og indførelsen her i landet« [1].

»Ved en alment farlig sygdom forstås en smitsom sygdom, der er særlig smitsom, har høj dødelighed eller kan give alvorlige eller varige skader« [1]. »Ved en samfundskritisk sygdom forstås en alment farlig sygdom, hvis udbredelse medfører eller risikerer at medføre alvorlige forstyrrelser af vigtige samfundsfunktioner« [1].

Som en nyskabelse er det en national Epidemikommission, der står for håndteringen af alment farlige og samfundskritiske sygdomme. I den tidligere epidemilov fra 1979 var det Sundhedsstyrelsen, der indstillede til indenrigsministeren, hvilke foranstaltninger der skulle iværksættes mod alment farlige sygdomme. Sundhedsstyrelsen, Styrelsen for Patientsikkerhed og Statens Serum Institut er repræsenteret i Epidemikommissionen, men seks af de ni medlemmer i kommissionen har ikke nødvendigvis en sundhedsfaglig kompetence.

Ministeren kan nu kun fastsætte foranstaltninger efter en indstilling fra Epidemikommissionen, hvis indholdet af foranstaltningerne forinden har været forelagt for et af Folketinget nedsat udvalg, og udvalget ikke har udtalt sig imod disses udstedelse.

Styrelsen for Patientsikkerhed skal inden fem hverdage, ved klager i forbindelse med påbud om undersøgelse, indlæggelse, isolation, og behandling, indbringe sagen for retten til prøvelse efter reglerne i retsplejeloven om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse.

Sundhedsfagligt underskud

Det meget omtalte »forsigtighedsprincip« fik en afgørende rolle i de tiltag, der blev gennemført under den sidste pandemi i Danmark. Der var således ikke sundhedsfagligt belæg for at lukke landet ned den 11. marts 2020, men regeringen valgte at bruge et ikkesundhedsfagligt forsigtighedsprincip i den sammenhæng. Der er dog ingen tvivl om, at det var med til at begrænse smitten og dødsfaldene på det tidspunkt.

I slutningen af oktober 2020 lancerede regningen et såkaldt »nationalt varslingssystem for COVID-19« for at skabe mere klarhed og gennemsigtighed om det sundhedsfaglige grundlag for pandemiindsatsen. Der etableredes en Indsatsgruppe bestående af de sundhedsfaglige myndigheder, herunder direktørerne fra Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed og den faglige direktør fra Statens Serum Institut samt Rigspolitiet. Finansministeriet og Erhvervsministeriet deltog som observatører i Indsatsgruppen. Gruppen havde til opgave at vurdere, om de iværksatte tiltag til håndtering af COVID-19 var tilstrækkelige, kunne ophæves, forlænges, udbredes eller suppleres af yderligere tiltag. Det har ikke været muligt gennem offentlige tilgængelige kilder at finde referaterne fra Indsatsgruppens møder.

Det fremgår af de tilgængelige kilder, at Indsatsgruppen i begyndelsen af januar 2021 var bekymret for, at den såkaldte Coronavirus Alpha-variant kunne give fornyet og eksponentiel vækst i smittetallene i februar 2021 med et yderligere pres på sygehusvæsenet.

Skærpelsen af rejsevejledninger og indrejserestriktioner blev iværksat den 9. januar 2021. Som det fremgår af bemærkningerne til den nuværende epidemilov, var der på det tidspunkt ikke lovhjemmel i den tidligere epidemilov for, at indrejsende skulle fremvise dokumentation for, at de ikke var smittet med COVID-19. Denne lovhjemmel manglede således i perioden fra 9. januar til 1. marts 2021.

Statens Serum Institut vurderede ikke, at generelle skærpede rejserestriktioner, fraset test, var det mest effektive redskab til at begrænse smittespredning på det pågældende tidspunkt, idet Alfa-varianten allerede havde spredt sig til Danmark, og Sundhedsstyrelsen anbefalede blot, at indrejsende opfordredes til at tage en kviktest ved indrejsen, f.eks. ved ankomst i lufthavnene.

På trods af de sundhedsfaglige vurderinger besluttede Indsatsgruppen, at det var nødvendigt at skærpe gældende tiltag og restriktioner vedrørende indrejse til Danmark. Der blev indført et midlertidigt generelt flyveforbud mod at medtage passagerer til Danmark, som ikke kunne fremvise en negativ COVID-19-test, samt krav om en fornyet test ved indrejsen til Danmark.

Resultatet af denne beslutning var gennemførelsen af en meget omfattende og kostbar procedure for indrejsende til Danmark med fly fra udlandet i perioden fra 9. januar til 26. juni 2021. Foruden de finansielle omkostninger betød ordningen, at talrige indrejsende blev frihedsberøvet og tvunget i isolation i mindst fem dage. De skærpede restriktioner havde, som allerede vurderet af Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen, ingen registreret effekt på Alfa-variantens udbredelse i Danmark.

Retssikkerheds underskud

Hensynet til borgernes og patienternes retssikkerhed bør indtage en fremtrædende plads i en revideret epidemilov, som det også er tilfældet i såvel psykiatri- som tvangsbehandlingsloven.

Den nuværende epidemilov er uklar, hvad angår de enkelte bestemmelser i loven, som giver mulighed for at anvende tvang, herunder fysisk magt i forbindelse med undersøgelse, indlæggelse, isolation og behandling.

Foruden det grundlovsbestemte krav om, at en frihedsberøvelse kun kan finde sted med en klar lovhjemmel, f.eks. tvungen isolation, er det et dansk retsprincip, at desto mere der gribes ind i borgernes retssikkerhed, jo klarere skal lovgrundlaget være formuleret.

Borgere i Danmark kan ifølge epidemiloven blive udsat for en frihedsberøvelse eller tvunget til behandling, hvis de lider af eller formodes at lide af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom. Betingelserne for at indføre denne tvang, når en person lider af eller formodes at lide af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, er ikke præciseret i loven.

Borgere har mulighed for at få frihedsberøvelsen indbragt for domstolene. I juni 2022 stadfæstede Østre Landsret en byrets dom, som godtgjorde, at det ifølge epidemiloven er lovligt at frihedsberøve en borger, der kunne formodes at lide af en samfundskritisk sygdom (COVID-19). I dette tilfælde var borgeren testet negativ for COVID-19 inden og efter indrejsen til Danmark. Sundhedsministeriet havde ikke fremlagt data eller anden dokumentation for frihedsberøvelsens effekt, og dommerne i sagen pålagde ikke efterfølgende Sundhedsministeriet at fremlægge dokumentationen, til trods for at den frihedsberøvede borger havde anmodet herom.