Er akutmedicin som lægeligt speciale en fejl?

I 2007 fik Danmark en sygehusstruktur med 21 akutsygehuse med fælles akutmodtagelser (FAM).

Trods stor uenighed blandt kollegaer, andre specialer og regionspolitikere landet over blev fagområdet akutmedicin skudt i gang med stor gejst. Senere, i 2017, kom selve specialet akutmedicin, som nu er ved at være i en mere etableret fase. De initiale drivkræfter er blevet ældre, og få yngre er (endnu) kommet til.

Efter en kort overgang at få uddannet fremtidens danske akutmedicinere i Sverige, i USA og på tværs af landet herhjemme er der nu kommende speciallæger på vej uddannet lokalt i Danmark med fælles målbeskrivelse fra Sundhedsstyrelsen.

Men der vil gå nogle år, før der er »akutlæger« nok til at dække behovet. Og de vil efter alt at dømme komme til at arbejde forskelligt, fordi sygehusene har indrettet modtagelsen af akutte patienter meget forskelligt.

Faktisk fungerer akutmedicin på cirka 21 forskellige måder. I nogle regioner er akutafdelingerne selvstændige afdelinger med egen ledelse og egne fastansatte læger. Nogle af akutafdelingerne har været nødt til at få andre speciallæger fra andre afdelinger til at hjælpe for eksempel med vagten, fordi der mangler akutlæger. I andre regioner er der FAM’er med eller uden egen ledelse og primært med læger fra andre afdelinger, som har jævnlig funktion i FAM’en.

Der mangler akutlæger, og nogle kollegaer mener, vi bare skal vente et par år, så får vi rigtige akutlæger, der kan begynde at tage teten lokalt (underforstået at så bliver alt godt) Men hvordan bruges akutlægerne i dag? Meget forskelligt.

På Akutafdelingen i Horsens, hvor jeg arbejder, er der bl.a. ansat speciallæger i Akutmedicin, og vi er en selvstændig Akutafdeling. Patientgrundlaget er klassisk »modtagelse- og skadestue«- klientel.

Hospitalsledelsen prioriterer det akutmedicinske område.

Der arbejdes efter »Hybrid-modellen«, som hos os konkret er nedenstående:

Kl. 10-18, på hverdage, modtages skadespatienterne af en yngre læge med ortopædkirurgisk speciallæge på sidelinjen, resten af døgnet er ortopædkirurgisk mellemvagt den primære læge i Skadestuen. Kl. 8-23 på hverdage og kl. 8-18 i weekenden lægges planer for de medicinske patienter af en medicinsk læge. Efter kl. 17 på hverdage og i hele weekenden modtages de kirurgiske patienter direkte af det kirurgiske team.

Resten af patienterne ses af yngre læger med akutmedicinsk orienteret speciallæge i baghånden.

Desuden køres pædiatriske patienter udenom, til Skejby. Gynækologiske og obstetriske patienter modtages direkte på Gynækologisk Afdeling. Psykiatriske patienter modtages på Psykiatrisk Afdeling. Kardiologiske patienter modtages direkte på Kardiologisk Afsnit, Medicinsk Afdeling…

Som en service lægger Radiologisk Afdeling pleura- og ascitesdræn og beskriver CT-skanninger hele døgnet.

Akutmedicin eller modtage- og journalskrivningsmedicin?

I Horsens er jeg udviklingsansvarlig overlæge i Akutafdelingen. Min sygeplejerskemakker udi samme område udvikler derudaf! Jeg synes, at vi på lægesiden er gået i stå med den akutmedicinske udvikling – eller er vi bare endnu ikke rigtig kommet i gang?

Det kan være, at vi i virkeligheden stadig sidder stadig fast mellem de to stole: for og imod akutmedicin som speciale?

Spørgsmålet rejser sig, om vi som speciale har en reel eksistensberettigelse i lillebitte Danmark, eller om vi blot bliver et forsinkende mellemled?

Bliver vores kommende akutmedicinske kollegaer godt nok og ensartet nok uddannet? Kan vi være det bekendt, hvis de ikke gør? Vil der komme nok akutmedicinere, hvis udviklingen i akutmedicin er gået i stå?

Akutafdelingen, Regionshospitalet Horsens, er et godt sted at være, men jeg ser ikke (jf. ovenstående) skadestuepatienter, lægger kun sjældent videre planer for medicinske patienter, ser sjældent kirurgiske patienter og aldrig en pædiatrisk, gynækologisk eller en »rigtig« hjertepatient! Dræn lægger jeg ikke og CT-skanninger behøver jeg ikke se… Hvordan kan jeg holde disse kompetencer ved lige? – eller meget værre: Hvordan giver jeg disse kompetencer videre?

Hvordan er det andre steder – bliver det akutmedicinske område prioriteret? – Bliver kommende akutlæger uddannet i mere end historikken lokalt?

Hvad vil vi med akutmedicin i Danmark?

Er det specialet akutmedicin – eller er det egentlig det gode sammenhængende akutte patientforløb for modtage- og skadestuepatienterne, vi alle vil?

»Ey Danmark, hvad sker der for dig?« (Natasja, 2007)