Er BMI et godt mål til at definere svær overvægt som en sygdom?

Både i Danmark og i resten af verden pågår der aktuelt en diskussion af, om svær overvægt skal klassificeres som en sygdom eller ej [1, 2]. Dansk Pædiatrisk Selskab anbefalede i Ugeskrift for Læger i august 2021 at klassificere svær overvægt hos børn og unge, baseret på alder- og kønskorrigeret BMI, som en kronisk sygdom [1]. En forudsætning for at klassificere en tilstand som en sygdom er imidlertid, at man har en klar og entydig definition af tilstanden, som reflekterer de sygdomsfremkaldende processer, og i tilstrækkelig grad er i stand til at identificere »syge« individer. WHO definerer svær overvægt som en ophobning af fedt i kroppen i en grad, der kompromitterer helbredet, og har valgt BMI > 30 kg/m² som grænsen for, hvornår et individ har svær overvægt. BMI siger noget om ratioen mellem kropsvægten og højden, men i sig selv intet om mængden eller fordelingen af kroppens fedtvæv. Der er en korrelation mellem BMI og kroppens fedtdepoter, men der er mange undtagelser (f.eks. stor muskelmasse, væskeophobning). Endvidere kan BMI ikke benyttes til at differentiere mellem det fedtvæv, der er forbundet med øget helbredsrisiko, og det, der ikke er [3, 4]. Årtiers forskning har haft stort fokus på den helbredsmæssige betydning af fedtfordelingen, hvor det er vist, at det »usunde« fedtvæv væsentligst er lokaliseret til maveregionen (intraabdominalt fedt samt fedt i organerne som f.eks. i leveren og omkring hjertet), mens øget fedtvæv andre steder på kroppen ikke er fundet at være skadeligt, måske tværtimod beskyttende (f.eks. gluteal-femoral fedtaflejring).

Det er vist, at en dysfunktion af fedtvævets metabolisme er afgørende for sundhedsrisikoen, hvilket til en vis grad er uafhængigt af BMI. Dette er også i overensstemmelse med, at flere studier viser, at personer med »normalt« BMI, men med »central fedme« (intraabdominal fedtaflejring) kan have risikofaktorer og sygdomme svarende til personer med svær overvægt. Adskillige studier viser, at BMI hos ældre er et endnu dårligere mål end blandt yngre individer til at udsige noget om kroppens usunde fedtvæv, hvilket bl.a. viser sig ved, at den bedste overlevelse blandt ældre i relation til BMI ikke er i »normalvægtsområdet« (BMI: 18.5-25 kg/m²), men i overvægtsområdet (BMI: 25-30 kg/m²) eller højere [5].

BMI er således ikke er et tilstrækkeligt mål til at afgrænse kroppens sundhedsskadelige fedtvæv, hvorfor karakterisering af svær overvægt (BMI > 30 kg/m²) som en sygdom vil være udtryk for en uhensigtsmæssig forenkling. Når det alligevel er en simpel BMI-afgrænsning, der diskuteres, skyldes det, at det er så let at måle – det kræver blot vægt og højde, men hvis svær overvægt skal klassificeres som sygdom, bør svær overvægt omdefineres til ikke kun at afgrænses ved et BMI, men også ved f.eks. at inddrage taljemål samt diverse blodprøver, der meget bedre kan adskille gruppen i særlig høj risiko. Således vil svær overvægt i højere grad blive en syndromdiagnose.

Ved blot at anvende BMI vil mange, der er helt raske, blive klassificeret som syge, hvilket kan være uhensigtsmæssigt både ud fra en individuel og samfundsmæssig synsvinkel. Højt BMI, uafhængigt af placeringen af fedtvævet, kan give diverse mekaniske problemer med øget risiko for f.eks. slidgigt og søvnapnø, og i den forbindelse er højt BMI en klassisk risikofaktor, men ikke en selvstændig sygdom.

Det er hævdet, at man ved at gøre svær overvægt (BMI ≥ 30 kg/m²) til en sygdom forbedrer forebyggelsestiltag og behandling og mindsker stigmatiseringen, men det savner dokumentation [2]. Det, ikke at anerkende højt BMI som en sygdom, hindrer ikke, at den absolutte vægt eller vægtstigning indgår som en del af en samlet helbredsvurdering på lige fod med f.eks. fysisk inaktivitet, tobak og andre livsstilsrelaterede risikofaktorer.

Konklusivt mangler der en del arbejde og forskning med henblik på at afgrænse den sygdomsfremkaldende overvægt bedre (og ikke kun anvende BMI), før man med rimelighed kan klassificere svær overvægt (redefineret) som en sygdom.