Er de mange ph.d.-studerende mon pengene værd?

Interessekonflikter: ingen

A ntallet af ph.d.-studerende ved de sundhedsvidenskabelige fakulteter er inden for de seneste ti år eksploderet, og vi har i øjeblikket ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet mere end 1.000 indskrevne ph.d.-studerende. Det svarer til, at ca. hver fjerde læge gennemgår et ph.d.-forløb. Disse dygtige unge forskerspirer koster ca. 450 mio. kroner om året, bare i rene lønomkostninger, og hertil kommer formentlig lige så store forskningsrelaterede omkostninger til projekterne. Sidstnævnte beløb er dog ikke muligt at opgøre på en fornuftig måde. Under alle omstændigheder er omkostningerne til den høje produktion af ph.d.-kandidater meget stor. Det grundlæggende spørgsmål er, om det er pengene værd.

Ph.d.-uddannelsen er en forskeruddannelse, hvor man har mulighed for fordybelse, og hvor man introduceres til forskningsprocessens forskellige elementer. Dermed kan lægen med en erhvervet ph.d.-grad efterfølgende fungere på et højere fagligt og akademisk niveau. F.eks. styrker ph.d.-uddannelsen lægens mulighed for at tage stilling til nye forskningsresultater og basere den kliniske beslutningsproces på et akademisk grundlag. Dette er en særdeles positiv og nærmest uundværlig del af moderne klinisk arbejde - og afgørende for at kunne opretholde og forbedre en høj standard for udredning og behandling af vores patienter. Ph.d.-uddannelsen har medført, at der på langt de fleste store kliniske afdelinger er fastansatte læger, som har gennemført en ph.d.-uddannelse og derved opnået en forståelse for forskningsprocessen. Disse læger repræsenterer et stort plus, selvom de måske ikke i det daglige selv når at gennemføre forskningsprojekter. Vi er således ikke i tvivl om, at yngre læger ved at gennemføre en forskeruddannelse - et ph.d.-forløb - bliver bedre læger sammenlignet med yngre læger, som ikke har en forskeruddannelse. Spørgsmålet er bare, om en basal forskeruddannelse behøver at tage tre år for de læger, der efterfølgende varetager kliniske opgaver uden selv at forske videre.

Kun 18 disputatser i 2011

I takt med, at antallet af ph.d.-studerende er eksploderet, er antallet af doktordisputatser fra de sundhedsvidenskabelige fakulteter reduceret betydeligt. F.eks. udgik der fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet kun 18 disputatser i 2011. For opnåelse af en doktorgrad kræves dokumentation for såvel væsentlig videnskabelig modenhed som, at man har bragt videnskaben et skridt fremad. Der er ikke tilsvarende krav for at opnå en ph.d.-grad. Der er således ikke et formelt krav til produktion af original forskning - og nogle ph.d.-afhandlinger er end ikke baseret på peer-review'ede publikationer af den studerendes egen forskning. Det skal understreges, at mange ph.d.-projekter fører til forskning af høj kvalitet, men det er som anført reelt ikke et krav. Vi kan derfor ikke undvære disputatser, eller rettere: Den substantielle selvstændige og originale forskningsindsats, som naturligt fører til en disputats. Erhvervelse af de til disputatsen hørende kvalifikationer hos flere læger vil være en forudsætning for at sikre fremtidens præ- og postgraduate lægeuddannelse og den kliniske forskning på et højt internationalt niveau. I lyset af dette har man på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet nu defineret, at man almindeligvis ikke kan blive professor uden en doktorgrad eller tilsvarende dokumenterede forskningskvalifikationer som et tegn på, at man behersker den akademiske proces på allerhøjeste niveau.

Bekymring for det akademiske niveau

Med den hidtidige meget store satsning på ph.d.-området og et tilsvarende fald i antallet af indleverede disputatser kan man som anført blive bekymret for, om vi kan opretholde et tilstrækkelig højt akademisk niveau til at sikre, at uddannelse, forskning og patientbehandling i Danmark forbliver i den internationale top. Ændringen i retning fra doktor- til ph.d.-grader skyldes i høj grad, at satsningen på at øge antallet af ph.d.-forløb har medført tilførsel af forskningsmidlerne til ph.d.-stipendier frem for til mere frie (og ikke nødvendigvis treårige) lønstipendier til f.eks. kliniske assistenter, hvor man kan udføre forskning, som kan føre til en disputats.

Og hvad så efter opnået ph.d.-grad? Desværre er det vores indtryk, at kun få fortsætter egne forskningsaktiviteter og udviklingen af eget forskningsfelt, mens flertallet ikke forsker selvstændigt efter opnåelse af ph.d.-graden. Det kan der være mange grunde til, bl.a. store krav fra det kliniske arbejde med arbejdstunge opgaver i hverdagen og betydelige administrative krav om dokumentation m.v. Der er typisk ikke mange muligheder i en travl klinisk afdeling med stramme budgetrammer for at friholde enkeltpersoner i større eller mindre udstrækning til gennemførelse af klinisk forskning efter opnåelse af ph.d.-graden. Der er f.eks. alt for få hele eller delte forskerstillinger i klinikken.

Alternativ forskningsmodel

Man kunne forestille sig en alternativ model, hvor en begrænset klinisk forskeruddannelse kunne designes til f.eks. at vare et eller halvandet år og indeholde de relevante forskningselementer. Dette vil kunne tilgodese uddannelsesdelen og samtidig frigøre økonomiske midler til postdoc'er, kliniske assistenter eller delestillinger. Ph.d.-uddannelsen kunne ændres, så kravet om original forskning og publikationer blev styrket. Den kliniske assistent kunne således, alt efter omstændighederne, stile mod en mere forskningstung ph.d.-grad eller mod en doktorgrad med de nuværende krav om at bringe videnskaben et skridt videre. En sådan løsning ville kunne sikre, at de mange yngre læger fik en forskeruddannelse, og at de få - men flere end nu - gennemførte forskning på et højere akademisk niveau til gavn for den fortsatte udvikling af lægefaget og dermed til gavn for fremtidens patienter. Dette ville også betyde, at de, som erhverver en akademisk stærk ph.d.-grad, vil stå bedre rustet i international konkurrence om fondsmidler og postdocstillinger i de allerstærkeste forskningsmiljøer.

Der kan tænkes mange forskellige løsninger på problemstillingen, men internationalisering af fremtidens lægelige forskere i forskningstunge miljøer bliver formentligt afgørende for Danmarks muligheder for at forblive i forskningsfronten på det kliniske område.

Læs også »Færre vil være doctor medicinae« på s. 2676 og »Haves: voldsomt mange ph.d'ere Ønskes: flere dr.med.er« på s. 2686.