For nylig spurgte et ungt menneske mig: »Er det ikke utroligt, som behandlingsmulighederne har udviklet sig, siden du ophørte som praktiserende læge i 2011?«. Det kunne jeg kun medgive, men tilføjede: »Men der er behandlingsmuligheder, der uberettiget anses for umoderne eller er gået i glemmebogen«.
Lad mig give tre eksempler:
Nelex
Nelex var en brun væske, der i modsætning til sølvnitrat kunne ætse sår uden at ætse rask hud og slimhinde. Jeg brugte Nelex til tre problemer:
1) Et sår, der var stoppet med at hele, fordi hudrandene mødte en barriere af hypertrofisk granulationsvæv. Granulationsvævet blev ætset ned med Nelex på en vatpind. Ingen smerter.
2) Granulationsvæv i toppen af vagina efter hysterektomi kunne ætses med Nelex på en vattot på en tampontang, så slimhinden kunne lukke sammen. Ingen smerter.
3) Ammende kvinder med blødende, sårede brystvorter fik pårullet Nelex med en vatpind. Det gav øjeblikkelig lindring at få ætset fissurerne, og den raske hud på brystvorten tog ikke skade. Når brystvorten var tør, kunne amningen genoptages, medmindre patienten fulgte lægens gode råd om at gå over til modermælkserstatning.
Hvorfor udgik Nelex af sortimentet?
Dr. Hennings klorætylspray
Dr. Hennings klorætylspray blev allerede for 30 år siden omtalt som »obsolet« i den lille grønne medicinfortegnelse. Sprayen kunne fryse huden ned i nogle sekunder, så den var følelsesløs, mens lægen med en skarp ske kunne skrabe keratoser væk uden at genere patienten med lokalbedøvelse. Mange gamle mennesker har store dele af overkroppen dækket med disse keratoser. Med klorætylsprayen kunne jeg fjerne 20-25 elementer på ti minutter. Sprayen var også egnet til at fjerne mollusker.
Hvorfor omtales sprayen som forældet?
Ottetalsforbinding
Ottetalsforbinding blev brugt til claviculafrakturer. Den kan fås i metermål på apoteket, og den består af en skumgummistrimmel på 5 cm × 1 cm lagt i en strømpe af stof. Bandagen lægges bag om halsen, frem over nøglebenene og tilbage under armhulerne. Enderne knyttes sammen på ryggen og forbindes med den øverste del af bandagen, så der fremkommer et ottetal. Lægen skal se patienten en gang om ugen for at sørge for passende stramning af bandagen. Bandagen skal ligge, så den trykker den laterale del af clavicula ned på plads. Hvis bruddet sidder meget lateralt, kan lægen trække bandagen længere ud til siden med bred Tensoplast. Vi hører ustandselig om cykelryttere, der får opereret deres claviculabrud, mens almindelige patienter oftest bliver behandlet konservativt – hvilket betyder ingen behandling – end ikke en ottetalsbandage. Det kan medføre, at den laterale ende af clavicula ikke bliver reponeret, men står lige ud i luften. Det giver ekstrem langsom heling, mange smerter, et dårligt kosmetisk resultat, asymmetri og forkortning.
Hvorfor er ottetalsbandagen gået af mode?
Det er, som om fascinationen af de mange nye højteknologiske muligheder får os til at glemme nogle af de lavpraktiske behandlingsmuligheder, der ikke kræver stort andet end håndelag. Bør vi ikke være mere opmærksomme på praktiske og billige behandlingsmuligheder, der har bevist deres værdi?
