Er der behov for bedre lægelig ledelse i sygehusvæsenet?

Bech & Pedersen har i Ugeskrift for Læger [1] argumenteret for behov for bedre lægelig ledelse i sygehusvæsenet. Det er muligvis sandt, men de rammer ved siden af skiven.

Jeg blev læge 1983 og har således i hele min karriere haft den tiltagende djøfisering som grundvilkår. Nedenstående er naturligvis min personlige beretning og mine personlige erfaringer – fordomme, om man vil – men jeg er ikke i tvivl om, at mine synspunkter deles af mange.

I 1960-1970’erne var det lægefaglige absolut i højsædet, når der skulle tages beslutninger rundt omkring på de forskellige sygehusafdelinger, og sygehusadministrationens opgave var at hjælpe med til at få tingene til at fungere, således som lægerne ønskede det.

Der var helt sikkert flere gode grunde til, at noget måtte ændres, og der var behov for en professionalisering af administrationen [2], hvilket naturligt indebar ansættelse af flere højtuddannede = djøfere. Det skete, og i slutningen af 1980’erne udtalte sygehusdirektøren ved et stort aarhusiansk hospital da også, at »nu har vi DJØF’ere magten i sygehusvæsenet«.

Undervejs er der samtidig sket et skift i djøferes holdninger. Hvor gruppen som helhed førhen betragtede sig selv som »public servants«, oplever de sig nu sat på jorden for at styre og kontrollere [2]. Og de gennem årene utallige store og små strukturændringer har båret udviklingen i den retning. Hver gang et problem har skullet løses, så har djøfere taget beslutning om, hvad der var vigtigt og hvorfor, og de har naturligvis hyret ligesindede til at løse opgaven. Ellers kunne man jo ikke være sikker på, at det blev gjort rigtigt.

Akkreditering er i denne sammenhæng et glimrende eksempel, som jo nok mest gik ud på at styre og kontrollere, og selv om selve akkrediteringen nu omsider er skrottet, er der et betydeligt efterhæng med overflødig dokumentation. I øvrigt lidt interessant at forestille sig, hvor langt vi kunne være kommet med elektroniske journalsystemer, hvis man havde anvendt resurserne dér i stedet for …

Jeg anfægter på ingen måde djøfernes intentioner. De vil helt sikkert det allerbedste for »systemet«, og de er helt sikkert dygtige, energiske, intelligente mennesker. Men jeg kunne godt savne lidt visdom.

Ordrer oppefra

I denne sammenhæng har man sikret sig legitimitet ved på væsentlige steder højt i systemet at placere læger. Set fra frontlinjen/sygesengen har der dog i mange tilfælde været tale om læger, som delte væsentlige synspunkter med djøferne. Udtrykket »djøflæger« er ikke venligt ment, men i mange tilfælde har de selv gjort sig fortjent til betegnelsen. For mit eget vedkommende har jeg f.eks. oplevet en cheflæge, som konkret udtalte, at han ikke var ansat til at fremføre lægelige synspunkter opad i systemet, men alene til at eksekvere ordrer »oppefra«. Er man så ikke djøflæge? Andre har påtaget sig ledelsesansvar på højt niveau og har samtidig bevaret stor respekt blandt fagfæller. Det vil også være muligt for fremtidige ledende lægeskikkelser at gøre sig fortjent til andre og mere positive betegnelser.

I det daglige arbejde på sygehusene har man heldigvis altid været godt hjulpet af veluddannet personale, som med fokus på håndteringen af den enkelte patient langt hen ad vejen har været i stand til at kompensere for dårlige beslutninger oppefra og tiltagende elendige arbejdsbetingelser. Undervejs har en væsentlig pris været aftagende arbejdsglæde for alle personalegrupper, og det er alvorligt. Arbejdsglæde er i sig selv en stor, men delvis skjult og ikke let målbar ressource, så præcis der sætter man faktisk meget overstyr. Og en del søger helt væk (P.S.: når der laves tilfredshedsundersøgelser, tæller vi slet ikke med, for vi bliver jo ikke spurgt). Det har næppe været djøfernes ønske at reducere eller fjerne sygehuspersonalets arbejdsglæde, men at det gennem årene har været en del af prisen, har man ikke taget særlig højtideligt.

Grund til bekymring

Der er grund til bekymring – ikke mindst på vegne af det offentlige sygehusvæsen, men i virkeligheden for os allesammen – når man hører en nyuddannet læge udtale, at han løbende vil holde et vågent øje med det private arbejdsmarked, fordi arbejdsbetingelserne i det offentlige ser tiltagende sølle ud.

Jeg har været overlæge i det offentlige sygehusvæsen i 13 år, og jeg er virkelig glad for hele min kirurgiske karrierede, som undervejs har givet mig megen glæde og tilfredsstillelse. De sidste tre år i det offentlige sygehusvæsen var jeg ledende overlæge ved en kirurgisk afdeling på et regionshospital. Med en solid klinisk ballast og med en vis ledelseserfaring fra tidligere karriere og diverse kurser m.m. oplevede jeg, at min profil passede godt på såvel stillingsopslaget som de forventede opgaver og funktioner. Jeg søgte jobbet, fordi jeg forestillede mig, at jeg kunne (være med til at) gøre en forskel. Jeg fik stillingen, men blev noget skuffet. For det første var »ledende« ikke den korrekte betegnelse. Jeg var administrerende, og det var altid andres løsninger, som jeg skulle administrere. Jeg oplevede ikke, at lægefaglige synspunkter kunne rokke ved eller påvirke beslutningsprocesserne.

Arbejdsglæde som privatpraktiserende

Da jeg i sin tid besluttede mig for lægestudiet, var det naturligvis, fordi jeg søgte det lægefaglige. Havde jeg været specifikt interesseret i ledelse, så havde jeg valgt anderledes. Nu kan ting og mennesker jo udvikle sig i forskellige retninger, men studievalg indebærer noget specifikt vedrørende grundlæggende forudsætninger og præmisser. Og jeg har aldrig mistet gnisten og glæden ved det kliniske arbejde. Man kan selvfølgelig anføre, at jeg aldrig skulle have været ledende overlæge.

Men jeg er overbevist om, at hvis jeg havde oplevet, at min lægefaglighed rent faktisk var kommet (bare lidt) i spil som ledende overlæge, så havde jeg ikke valgt det fra. Da arbejdsglæden efterånden kunne ligge på et meget lille sted, valgte jeg i stedet at overtage et ydernummer som privatpraktiserende kirurg. Og der har jeg nu haft stor arbejdsglæde hver eneste dag i de seneste syv år.

Hvad med bedre djøfere?

I denne her sammenhæng er min pointe, at djøfer har ledelse og styring (og mødeaktivitet) som primær arbejdsbetingelse, helt i tråd med deres grundlæggende ønsker, interesser og forudsætninger. Man kan ikke forvente, at jeg som primært klinisk uddannet læge kan eller skal hamle op med spillereglerne på den bane. Og når jeg så ikke oplever respekt for fagligheden, kan det blive så træls, at jeg helt vælger det fra. Livet er simpelthen for kort til at døje med den slags, når der er så mange glæder ved lægearbejdet i andre sammenhænge. Så hvis man reelt ønsker, at læger skal »komme ind i kampen« vedrørende ledelse [1], må man ændre betingelserne: Sørg for, at det lægefaglige får langt større vægt i beslutningsprocesserne!

Jeg er ikke i tvivl om, at sygehus-/sundhedsvæsenet ikke kun vil have gavn af, men konkret behov for, at det lægefaglige kommer i førersædet og i langt højere grad er bestemmende for væsentlige beslutninger om, hvordan det hele skal fungere, herunder bestemmende for, hvad der er væsentligt at måle og dokumentere. Til en begyndelse kunne man f.eks. sørge for, at det i sygehusledelserne er cheflægen, som har det afgørende ord [3]. Men der skal mere til.

Jeg vil i øvrigt forslå hver enkelt djøfer (og alle andre) lidt eftertænksomhed: Den dag du bliver syg, tror du så ikke, at du vil have det godt med, at det især er det sundhedsfaglige, som er idébærende for, hvordan »systemet« fungerer?

Og er det mon for meget at ønske sig bedre djøfere?