Er der evidens for screening for depression?

Sundhedsstyrelsen lægger i sit referenceprogram op til at indføre screening for depression i særlige risikogrupper [1]. Det drejer sig bl.a. om personer med tidligere depression, somatisk sygdom (f.eks. hjertesygdom), gravide og indvandrere og er estimeret til at omfatte ca. 1 mio. mennesker.

I programmet synes der dog at være problemer med evidensen for disse anbefalinger. Man anerkender, at der ikke er dokumentation for, at generel screening forbedrer patientrelaterede effektmål [2], men anbefaler alligevel screening af risikogrupper og vurderer evidensen til at være niveau IIa (svarende til et ikkerandomiseret, kontrolleret studie). Man kan ikke læse, hvilke studier denne evidens stammer fra, da den eneste reference er NICE-rapporten fra Storbritannien [3]. I den er der imidlertid ingen referencer til primærstudier, der handler om screening af risikogrupper, og den graderer også rekommandationen til at være niveau C (svarende til evidensniveau IV), altså alene baseret på ekspertudsagn. NICE-rapportens anbefalinger har været kritiseret for ikke at opfylde The National Screening Committees krav til screeningsprogrammer [4]. To af disse krav er, at evidensen skal være baseret på randomiserede forsøg af høj kvalitet, og at der skal være dokumentation for forbedring af patientrelaterede effektmål.

Det vurderes, at resursebelastningen ved screening er overkommelig, idet det blot drejer sig om at udfylde et spørgeskema. Men alle tilfælde, som er positive via screeningstesten, kræver resurser til yderligere diagnostisk afklaring, initiering af behandling og opfølgning. Mht. de sandt positive tilfælde kan man diskutere den forventede effekt af screening over for risikogrupper. Visse depressive indgår muligvis aldrig i screeningen (udfylder ikke skemaet eller er allerede diagnosticeret), remitterer spontant eller har ringe terapeutisk respons grundet lettere grad af depression, og mange alvorligere tilfælde fanges alligevel over tid i almen praksis.

Screening er ikke uproblematisk, da det drejer sig om en intervention over for en »rask« population.

Antager vi, at prævalensen hos risikogrupper er eksempelvis 10%, vil screeningsgruppen bestå af 100.000 med depression og 900.000 uden.

Programmet anbefaler screening med WHO-5 med en specificitet på 64% [5]. Dvs. 324.000 diagnoser (0,36 2 900.000) vil være falsk positive, alle disse personer skal derfor gennemgå yderligere diagnostik, og mange vil blive sat i behandling helt uden grund, idet andre diagnostiske undersøgelser også er usikre.

Set i lyset af den sparsomme evidens for screening af risikogrupper, dokumentation for overvurdering af effekten af nyere antidepressiva, udsigten til behandling af tusindvis af raske samt et væsentligt unødigt ekstra resurseforbrug i almen praksis synes der ikke at være noget godt belæg for at indføre et nationalt screeningsprogram, der omfatter knap 20% af befolkningen.