Er der ingen 
tvivl om, at 
miljøet skader sædkvaliteten??

I Ugeskrift for Læger 2019;181:10-4 bringes en stort opsat artikel med overskriften »Miljøet skader dansk sæd og vækst«. Nærværende kommentar drejer sig dels om indholdet, dels om Ugeskriftets journalistiske praksis.

Det er fortsat omdiskuteret, om sædkvaliteten har været faldende i den danske befolkning og globalt, men som klinikchef Anders Juul, Klinik for Vækst og Reproduktion, Rigshospitalet, nævner, tyder sessionsdata fra københavnsområdet på stabil sædkvalitet siden 1996. Der er også enighed om, at sædkvalitet og genitale misdannelser samvarierer og måske i en vis udstrækning har fælles patofysiologi, samt at mange kemiske stoffer i dyreforsøg har vist skadelig effekt på forplantningssystemet i store, oftest ufysiologiske, doser. Men som Paracelsus sagde, er alt giftigt – det handler om dosis.

Vi er enige i, at forsigtighedsprincippet tilsiger, at den begrænsning, der i disse år sker for disse stoffer, er velbegrundet. Men er der da »ingen tvivl om hormonpåvirkning«, således som en af rubrikoverskrifterne siger?

Lad os her antage, at sædkvaliteten rent faktisk er faldet i anden halvdel af det forrige århundrede i Europa og Nordamerika. Er det så ensbetydende med en kausal sammenhæng med ekstern miljøpåvirkning? Anders Juul udtaler, at sædkvalitet er arvelig, men at genetiske ændringer ikke kan slå igennem så hurtigt, hvorfor han udelukker dette.

Vi er enige i, at fænotypiske ændringer som følge af ændringer i arvemassen er mange generationer om at udvikle sig. Men der er en anden oplagt mulighed: omlejring af den genetiske pool over tid. Anders Juul nævner en bornholmsk kirkebogsundersøgelse, som påviser, at for 100 år siden kunne 32-årige nygifte få flere børn, selvom de startede sent, i modsætning til i dag. En enkel forklaring er, at for 100 år siden hang fertilitet (antal fødte børn) snævert sammen med fekunditet (biologisk evne til at få børn), fordi man var interesseret i at få mange børn, og der var ingen effektiv prævention. Derfor fik mennesker med høj frugtbarhed mange børn, mens f.eks. mænd med lav sædkvalitet fik ingen eller få.

Pga. sædkvalitetens arvelige komponent har der derfor indstillet sig en ligevægt med en gennemsnitligt høj sædkvalitet i befolkningen. I takt med, at familiemønstrene ændres i retning af færre børn, begynder afkom af de meget frugtbare (højfekunde) at udgøre en faldende andel, hvilket yderligere forstærkes af effektiv prævention, hvor alle, fraset helt infertile, typisk får 1-3 børn. Der har nu indstillet sig en ny ligevægt i befolkningen, hvor mændene gennemsnitligt har lavere sædkvalitet. Som følge af de voldsomme ændringer i familiemønsteret vil man således forvente et fald i den gennemsnitlige sædkvalitet – samt en ringere kvindelig fekunditet.

Denne hypotese har været fremført før, og med realistiske antagelser ser det ud til at kunne forklare et substantielt fald i sædkvalitet [1, 2]. Indtil denne hypotese måtte blive afkræftet, bør forskere på området forholde sig til den og diskutere den som en relevant forklaring på ændret forplantningsevne, som i de seneste 20 år i givet fald vil forstærkes af den udbredte brug af kunstig befrugtning.

Det er jo ikke kun af akademisk interesse, om årsagen til lav sædkvalitet er, at vi fylder os med grim kemi, eller der om er tale om en helt naturlig proces. Hertil kommer, at den epidemiologiske evidens for kemiske stoffers indvirkning på forplantningsevnen i stor skala er begrænset [3, 4]. Vi mener derfor, at det er ganske forkert, når artiklen fastslår, at »miljøet skader dansk sæd og vækst«.

Ugeskriftet har før bragt journalistiske historier, som fremstår ukritiske, ensidige og med rubrikker, der ikke er dækning for i brødteksten [5]. Disse artikler misbruger Ugeskriftets videnskabelige renommé, og andre journalister tror med god grund, at de er på fast grund, når de fører historien videre i andre medier. Ugeskriftets redaktion burde snarest stramme op.