Skip to main content

Er der læger i patientklagenævnet? En beretning fra virkeligheden

Ledende overlæge Ole Bjørn Skausig, Psykiatrihospitalet i Dianalund. E-mail: psyk-dianalund@vestamt.dk

31. okt. 2005
3 min.

En kendt paranoid psykotisk patient, med hypokondre vrangforestillinger og svære adfærdsforstyrrelser ved psykotiske gennembrud, men med udmærket respons på neuroleptisk behandling uden at det på noget tidspunkt er lykkedes at opnå sygdomserkendelse, genindlægges for »utallige gang« ved tvang. Patienten har tidligere talrige gange været i Lands-ret og Byret, hvor kendelser altid er gået hende imod.

Patienten indlægges på røde papirer, da hun er truende og aggressiv over for omgivelserne. Hun beskrives som psykotisk ved indlæggelsen og er ganske som vanligt. Hun tilbageholdes dagen efter. Efter nogen tid besluttes tvangsmedicinering.

Patienten møder i et patientklagenævn, der vurderer, at man ikke kan påvise psykose, og at man ikke finder belæg for psykosebeskrivelsen og i øvrigt mener, at patienten er personlighedsforstyrret. Man underkender derefter tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse, og patienten udskrives. Patientklagenævnet finder, at patienten ikke er psykotisk, da præmisserne for denne diagnose ikke er dokumenteret af sygehuset, men at patienten »snarere har en karakterafvigelse, som ikke kan behandles«.

Journalen er tommetyk med talløse beskrivelser af patientens adfærd og konklusioner herpå. Patienten har været talløse gange for patientklagenævnet. Man udbad sig ikke tidligere journalnotater.

Efter sagen indklager vi den pensionerede praktiserende læge i patientklagenævnet til embedslægen for manglende omhu og samvittighedsfuldhed. Embedslægen videresender sagen til Sundhedsstyrelsen, der videresender til Sundheds-ministeriet, der konkluderer:

At ministeriet ikke har instruktionsbeføjelse over for patientklagenævnet.

At man ikke arbejder som læge, når man er ansat som læge i et patientklagenævn, hvorfor man ikke kan anvende lægeloven over for en læge i et patientklagenævn.

At patientklagenævnet har ret og beføjelse til at træffe de beslutninger, de måtte træffe, og den eneste mulighed er at rejse sag mod det pågældende patientklagenævn.

Herefter drøfter vi sagen med en advokat, der konkluderer, at patientbeskrivelsen i udtalelsen til patientklagenævnet dækker patientens tilstand, men at der burde være en forklaring på, hvorledes dette implicerede psykotisk sygdom i stedet for blot en beskrivelse af patientens adfærd.

Skønt det er vurderet, at patienten er psykotisk, er det ikke tilstrækkelig udførligt begrundet i journalen. Han vil derfor fraråde, at vi rejser sag, da vi ikke med sikkerhed kan vinde denne.

I øvrigt foreslår han, at vi i fremtidige sager, hvor patient-klagenævnet underkender tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og som følge deraf ikke tager stilling til tvangsmedicinering, anker til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, hvad vi kan ved tvangsmedicinering, med henblik på, at sagen der kan blive behandlet af en sagkyndig.

Hvad er vor lære heraf?

Alle journalnotater, der vedrører patienter med tvangsforanstaltninger, skal indebære en beskrivelse af, hvorledes patientens adfærd implicerer psykose.

Desuden skal der i alle notaterne skrives, at dette betyder psykose.

Det samme skal fremgå af udtalelsen til patientklagenævnet, der ikke blot skal rumme en beskrivelse af adfærd, men også af hvorledes dette implicerer psykose.

Derudover kan man undre sig over, at så udtalte personlighedsforstyrrelser kan forblive udiagnosticerede i så mange år, og at så mange kan tage så meget fejl af en psykose i så mange år.

Så: Fjern lægen og De Samvirkende Invalideorganisationers repræsentant fra patientklagenævnet. Sæt domsmænd i stedet.