Fornyligt har britiske forskere udført en omfattende undersøgelse af mere end 3000 børn, der viser at børn, der både har en bestemt genvariant og som har et lavt niveau af et stofskiftehormon fra skjoldbruskkirtlen, har mere end fire gange forøget risiko for at få en IQ under 85.[1] Ifølge forskerne er der god grund til at tro, at man kan forhindre at disse børn får en lav IQ, hvis børnene bliver medicinsk behandlet med stofskiftehormonet. Forskerne foreslår derfor, at forældre får tilbuddet om at lade deres nyfødte børn genteste og undersøge for niveauet af det relevante hormon.
Udnytte viden
Men er det moralsk forsvarligt, at tilbyde forældre denne mulighed? Den etiske debat, i kølvandet på opdagelsen, har forårsaget overskrifter i både England og Danmark.[2] Umiddelbart virker det indlysende, at vi bør anvende denne viden – givet, selvfølgelig, at den ikke har de store bivirkninger. Det kendetegner gode forældre, at de vil forsøge at give deres børn de bedst mulige kort på hånden, til at håndtere de udfordringer som livet giver os alle. Med lav IQ er der en del studier der peger på, at mange forhold i livet kan blive vanskeligere end ved almindelig IQ. F.eks. at have et god helbred; at få en uddannelse eller et job og at holde sig ude af kriminalitet.[3] At vi bør hjælpe vores børn med ikke at få en lav IQ via et hormontilskud, ligger meget godt i forlængelse af, at de fleste vil mene at det er moralsk rigtigt at gravide tager folinsyre for at reducere risikoen for misdannelser i rygmarven og hjernen. Eller at alle børn i Danmark bliver testet for Føllings sygdom, som ubehandlet give hjerneskade og lavere IQ.
Etisk Råd kritisk
Jakob Birkler, Formanden for Det Etiske Råd, er dog kritisk i forhold til at anvende den ny viden. [4] I det følgende vil jeg kritisk diskutere tre af Birklers kritiske argumenter. For det første, mener Birkler”… at forældre vil komme under pres for at lade deres børn teste og siden at behandle alene på grund af en statistisk forøget risiko”. [5] Men argumentet er problematisk. For det første, bør der selvfølgelig være tale om et tilbud på linje med andre tilbud som f.eks. muligheden for at tage folinsyre. For det andet, selv hvis der er tale om et indirekte pres til at tage i mod tilbuddet, behøver et sådant pres jo ikke at være etisk problematisk. At forældre oplever et lettere pres i forhold til at bringe deres børn til lægen hvis barnet har det dårligt eller for at forhindre alvorlige sygdomme (fx via vaccination), er vel næppe etisk problematisk. For det tredje, hvis vi ikke skal behandle individer ud fra en statistisk øget risiko, så skal vi selv ikke forebygge sygdom og lidelse og det, håber jeg, vil ikke engang Birkler tilslutte sig.
Lav IQ medfører risiko for sygdom
Birklers tredje argument er at vi ikke bør behandle raske børn med medicin. Men argumentet er ikke overbevisende. For det første, er det at have en IQ under 70 defineret som en sygdom, så nogle af de børn der bliver testet positiv for forøget risiko for lav IQ vil blive syge. For det andet, er det rimeligt at hævde at børnene jo ikke er raske, hvis de har et meget lavt niveau af et bestemt hormon.
Birklers fjerde argument er, at ”Hvis vi vægter intelligens som en særlig attråværdig menneskelig egenskab som skal fremelskes, bliver grundværdier som tolerance, værdighed, rummelighed og respekt svært udfordret”. Men dette er ren spekulation. At værdsætte og prøve at forøge menneskers intelligens, som store dele af vores uddannelsessystem handler om, er jo fuldt ud foreneligt med at udvise tolerance og respekt for andre. Desuden er det svært at forstå, hvorfor det at øge et barns mulighed for at få normal intelligens betyder, at vi f.eks. ikke kan vise respekt overfor individer med lav IQ. Kan Birkler fremvise belæg for sine påstande? Næppe!
I lyset af disse overvejelser, bør vi glæde os over de nye forskningsresulter og håber at den ny viden kan føre til, at flere børn blive født raske og med en IQ der gør at de kan klare sig selv når de bliver voksne.