Er du chef?

Jeg fik min første lederstilling i 2013 som daglig lægelig leder for AMK, Region Midtjylland. Til jobsamtalen sagde jeg, at jeg ikke ville »sidde til møder, der bare udløser flere møder«.

Fedt sagt!

Jeg holdt ikke længe i den stilling. Jeg flygtede ud til patienterne. Efter at have kastet et utal af bolde op i luften, som efterfølgende landede tilfældigt i mine fodspor. Undtagen dem, der svæver rundt endnu i uklare og uforløste baner. Lykkeligt ude af stabsgangen passede jeg mine patienter. Jeg lyttede til forskellige kollegaer og venners snak om deres ledelser. Fortællingen var typisk om djøfiserede afdelingsledelser, der holdt personaledage med skin af medindflydelse som dække for beslutninger, der allerede var taget.

Klinikfjerne chefer var ufølsomme new public management-proselytter, som forhindrede den almindelige læge i at bruge sin tid på patienterne!

Tak for kaffe!

Jeg havde netop været den unge leder, der skulle sætte mit aftryk og vise topledelsen mine unikke evner, allerhelst med data fundet frem til lejligheden og med en kick-ass implementeringsplan. Jeg havde faktisk fået en del ros for min indsats.

Dagene gik, og suget kom. Ledelsessuget. Missionen! Akutafdelingen i Horsens skulle have en ledende overlæge.

Jeg havde prøvet ledelse, jeg havde hørt klinikerne snakke om ledelse, og – mente jeg – jeg havde reflekteret over min egen ledelsesstil. Hvad kunne gå galt? En hel del skulle det vise sig.

Jeg startede, hvor jeg slap i AMK, og brændte nallerne igen. Ikke mindst på dem omkring mig.

Hvad er det, der er så svært ved ledelse?

Jeg synes, det er svært at acceptere, at der er mennesker, der er klogere end mig selv. Jeg synes, det er horribelt, at jeg ikke selv har den bedste løsning på alting. Det er modbydeligt, at jeg ikke er den klogeste, den mest erfarne, mest velovervejede eller mest belæste sundhedsprofessionelle til stede.

Jeg synes ledelse er svært. Jeg synes, det er svært ikke at spilde tiden for de mennesker, der arbejder i afdelingen. Det er op ad bakke at sikre, at folk ikke sættes til pseudoarbejde. Jeg er bange for ikke at levere ordentlige betingelser for dem, der skal modtage de akutte patienter. Jeg er bekymret for mit bidrag til de akutte patientforløb.

Årsagen til, at jeg ikke stikker af denne gang, er, at jeg har fået tillid til de mennesker, der arbejder på afdelingen. De vil patienterne. De siger til, når jeg galoperer i forkert retning. De tør sige til, når jeg spilder deres tid. De passer rigtigt godt på mig. Nu tør jeg faktisk beslutte ting.

Uden at være ekspert, så tror jeg, at nøglen til at trives som chef er det der med tillid.