Replik
Er forskning for alle?
Mange yngre læger forsker af pligt snarere end af lyst, fordi det vægter i ansættelsen. Det er en uheldig udvikling.
22. okt. 2014
3 min.
Der skal være fokus på forskning. Det er holdningen på landets hospitaler.
Skal man som læge gøre sig forhåbninger om fastansættelse, kræves der som minimum en publikation eller to, men allerhelst en ph.d.-grad. Er det godt, at der er fokus på forskning? Ja, bestemt. Er det godt, at ansættelsesudvalget forlanger, at ansøgeren til stillingen har forskningsmæssig baggrund. Nej, ikke nødvendigvis.
For det første er det ikke alle læger, der har forskningsmæssig interesse. I virkeligheden er det nok minoriteten af lægerne. Ikke desto mindre vil den klinisk stærke læge med massiv erfaring som udgangspunkt komme bag i køen, når de andre ansøgere til stillingen har forskning på CV’et. Misforstå mig ikke; forskning skal naturligvis vægte i ansættelsen, men vægter den for tungt?
Afdelingens interesse
Vinder afdelingen den helt store gevinst ved at ansætte lægen med et par publikationer eller en ph.d.-grad i bagagen? Formentlig ikke. I stedet for at forlange, at lægen har forskningsmæssig baggrund, vil det muligvis være mere relevant for den forskningsfokuserede afdeling at opstille forventninger til lægen om at producere forskning på selve afdelingen. Det kræver naturligvis en grad af resurseomlægning, men det vil give mening, at afdelingens egne projekter kan initieres med inklusion af afdelingens patienter, som vil resultere i publikationer af data fra eget hospital.
Det er i alle fald en uheldig udvikling, at lægerne bliver ”tvunget” ud i forskning. Det bliver en stressfaktor for mange læger, som kan være frustrerende. I virkeligheden influerer situationen i øjeblikket ikke kun på lægerne. Den nystartede lægestuderende vil hurtigt erfare, at man skal have publiceret en artikel i løbet af studietiden, og en ph.d.-stilling (inklusive finansiering) skal gerne være stablet på benene, inden kandidattitlen er i hus. Man skal ikke kimse af, hvad dette kan have af betydning for det unge menneske, der i øvrigt allerede har kastet sig ud i landets hårdeste og længste uddannelse. Der er givetvis en grad af selvskabt stress og kaos, men når meldingen fra de yngre læger om forskningens betydning er så tydelig, kan det være vanskeligt at negligere, da det trods alt handler om at sikre sig sit fremtidige job og karriere.
Dårligere kvalitet
Forskning af ”pligt” kontra forskning af lyst vil desuden resultere i lavere kvalitet og dermed dårlig forskning. Man kan endda argumentere for, at dårlig forskning slet ikke er forskning; det er blot en contradictio in adjecto. På samme måde som dårlig kunst vel næppe er kunst. I mange tilfælde vil det være spild af resurser og spild af tid. Resurser, som utvivlsomt kan bruges på bedre vis.
Det er min klare holdning, at lysten skal være den drivende kraft.
Læger uden forskningsinteresse
Forventningen til en forskeruddannelse er, at lægen skal lære at forholde sig til andres forskning, fortolke ny viden og eventuelt selv være med til at generere ny viden. Det er vigtige egenskaber, især i vores erhverv, som kan være med til at udvikle specialerne. Skal disse egenskaber og kompetencer fortsat tillægges stor betydning, kan et løsningsforslag være at implementere strukturerede kurser som del af f.eks. hoveduddannelsen.
Der skal være fokus på forskning. Det er min holdning. Man skal dog huske på, at forskning ikke er for alle. Det er en uheldig udvikling, at lægen uden særlig forskningsinteresse skal ”tvinges” til forskning for at gøre sig forhåbninger om fastansættelse på landets hospitaler.